Fossefaldet

Ved havemuren stod et lindetræ med gammel, veirbidt, tusindspiret krone. Det kunde over havens trær man se, som høvding rage op paa furet trone.

Der samledes de trætte trækfuglskarer, mod nordens lysmagt drevne i April. Forglemte var den lange reises farer for vaarens første, blide kys og smil.

Fra alle træets grene og dets gjemmer imod den rene luft, den nye dag et mylder hæved sig af glade stemmer, som vakt tillive ved et trylleslag.

Men linden rystede de mørke kviste trods solens brand, trods fjordens friske blaa. Af alder og erfaring vel den vidste, de kunde endnu skytung snedag faa.

Naar nordenvinden bruste ind med fraade paa bølgens kam til kolde skyers flugt. Da vilde reden isne, uden naade da knustes mangen blomst, som spired smukt.

Og derfor bar den roligt nøgne grene, mens udenfor det sprat i lund og hæk. Den større kraft maa vente stolt og ene, mens pyntet brisker sig saamangen gjek.

Den gjemte sine knopper safterige og bar dem gjennem regn og is og slud, til endelig i mai med gjøgens bud den fulde vaar brød frem for ei at vige.

Da lagde der sig først et duftigt teppe af grønne spirer over kronens hvælv. Det var saa luftigt og saa let, at neppe den vilde rigtig tro, den bar det selv.

Men saa begyndte det med storm at gjære igjennem stamme, gren og ud til kvist, og blad sprang frem ved blad, de rige, svære, indtil i kongepragt den stod tilsidst.

Ja, da var vaaren rigtig født og runden. Det blinkede som sølv fra fjeld og bræ, og tusind blomster nikkede fra grunden op mod det gamle, store lindetræ.

En Julidag, med somrens fulde varme et pyntet par ad havens gange skred: hun rask og let paa fod, med nøgne arme, han høi og rank, med mandens faste fjed.

Det var den unge Haakon og hans kaarne. For første gang tilsammen drog de ud, af somrens længsler til et møde baarne. De havde trolig holdt hinandens bud:

Som fremmede med kold og høflig mine, de saaes kun den fælles maaltidsstund, og skjønt det unge hjerter maatte pine, de jog hvert lønligt smil, hvert suk i blund.

Ja, blev de blot et øieblik alene, den ene hurtig gik, den anden stod. For hvert et tjenerøie frie, rene, de kvalte rygtets hvisken i dets rod.

Den gamle krigsraad kunde fast ei fatte saa ublid mangel paa fortrolighed. Han havde Elin lært saa høit at skatte, at ei som før af nabohad han led.

Var der ei just paa Eidsvold evig grundet en lov for Norges frie odelsmænd? En konge havde landet atter fundet: hans ungdomsdrøm til livet født igjen!

Europa kunde ikke koldt fornegte et folk, som bad om frihed og sin ret. Ei vilde Sverrig da alene mægte at staa imod. Det var jo dumt og slet.

Nei nu, som fordum skulde riger trende om kraft og ære kappes i vort Nord; hvert folk de bedste mænd til tinge sende og verne om sit navn i daad og ord.

Saa skulde freden overalt faa sænke sit milde zepter, sin velsignte haand. Hver borger frit faa tale, tro og tænke, og velstand spire op ved flidens aand.

Da havde han i livsts kampe vundet trods nød og uaar, trods sit eget saar, og hvis nu sønnens hjerte havde vundet en ungdomskjær, det blev et kronet aar!

Han husked tidt, hvor haardt han havde taget det første stød, da Norge blev forladt. Maaske de begge trodde skjult, at naget ham gjorde deres kjærlighed forhadt?

Om saadan uret var ei længer tale; og saa begyndte han at friste dem, og hjemmets fulde lykke varmt at male, naar to til egteskab kan vinde frem.

Han havde selv bevæget dem at drage tilsammen paa den skjønne soldag ud, skjønt Elin holdt sig nølende tilbage, og Haakon længe stred mod pligtens bud.

Men som han saa dem vandre ned alléen, han drømte dog, at pludselig et væld af ungdomsflamme skulde smelte sneen og bringe begge sammen inden kveld.

Da for han op! – Thi mellem haveløvet det jog forbi ham som et flygtigt syn: hun gik og lo, et fyrigt kys berøvet! Paa tvilfuldt ønske faldt der visheds lyn.

Fordægtig elskov, fornemt dækket ild, du maatte længe have været til, naar alt med smil og kys i smug du leged! Med nyvakt faderfryd det sindet kvæged ;

og under hjertets raske, glade banken han satte sig i husets forgrund ned. Som hav i sommer-solblink sitred tanken ved unges lykke, ved den gamles fred.

Imidlertid de vandred ned til stranden imellem mark og krat paa knudret sti. De havde glemt derude i det fri et øieblik sit løfte til hinanden.

Der var saa svalt berusende i haven, saa tæt og trygt indunder grenes tag, en grønlig dæmring, høitidsfuld som graven, der vinker i et straaleglimt af dag,

og hvilken Gud der havde løst og knyttet såa rent fordægtigt hattens skygge blød, han vidste ei, før munden havde flyttet sig ned til hendes kind og læbe rød.

Nu mer forsigtig paa den aabne slette, hvor himlen, fjorden, fjeldet, bygden san dem begge fornemt og adstadigt gaa, de nærmed snart sig bryggens linjer lette.

Der, hvor den kolde bølge hørtes skylle sin perlesang henover tangklædt bund, de lode sig et øieblik fortrylle af egnens glans hin søndagsmorgenstund:

En himmels dybe blaa i fjorden speiled sig med den høie, hvide fjelderad, hvor hver en tind som kronet hersker sad til hyldningsskrig af ørn, der skyhøit seiled.

Men længer nede skjød sig skrænter blide lig kaabens frynser, ædelstenbesat, i vandets klare favn og glimred vide med røde hustag, engmark fløielsglat.

Det laa saa nær, som kunde let de række med nogle aaretag fra bred til bred, saa stille, at et stenkast vilde vække en fiendes larm i denne dybe fred.

Der saa de i en afdal mellem fjelde sin udflugts lenge ønskte vandringsmaal, en fos, som vidt var spurgt for faldets vælde, for viddens vaarflom lig en vredesskaal.

Vandrig og vild i dalens bund den gik, en sølvern stribe kun at se fra fjorden. De kunde dog i stille øieblik dens brusen høre som en dæmpet torden.

Hvor maatte de sig fremfor alle fryde, hvor let flød ordene, da hen de gled ad fjordens speil, som knapt de syntes bryde, naar aarens smækre blad sig sænked ned.

Rask naaed snekken til den anden side, men ei alene; thi snart fjernt, snart nær de saa fra alle kanter baade glide til dalen hen i sølvklart solskinsveir.

En kirkedag det var, og festligt klædte sad konerne i skaautets stive lin, mens jenter med den tunge dobbeltflette lod blikket sænke under rødmen fin.

Med rappe tag drev muskelsterke hænder de lette baade frem med pilens fart. Det lo i busket skjeg og øie klart og glitrede fra søljer, stene, spænder.

I stranden trak de op rødbrune baade og laante hver den anden hjælpsom haand. De sled i tofter og i vidjebaand, saa fjærens hvide stene damped vaade.

Nu gjorde alle sig til kirke rede, pan folder rettede og glatted haar, drog saa afsted, de unge raskt i kjæde, de ældre efter, bøiede af aar.

Ei Haakon, Elin med de andre fulgte, men tog sin egen vei i lien op. En stille undren sig derover dulgte i kirkefolkets faste, sikre trop.

Paa høiden stod de, hvor den første bakke gled over i en dalbund jevn og bred. Med undren lod de blikket sammen flakke omkring fra denne plets livsalighed.

Paa begge sider skinned murgraa tinder, for dalens indgang som en vild portal. Saa viste fjorden sig, en stribe smal, men sterk som helten, der sig udgang finder,

og mod dem blinked nu lig hvide stjerne den gamle gaard indunder fjeldets fod, hvorover nye toppe i det fjerne som kjæmper blaa i snehvid hætte stod.

Nu ganske nær de hørte elvens torden, hvor gjennem liens held den vei sig brød ned til den flade os og ad til fjorden forbi den gamle kirke, lav og rød.

Der flokkedes det tætte kirkefølge. Som lyse punkter ud og ind det gik. lmod dem drev paa vindens varme bølge en klokkeklang, der gjenlyd viden fik.

Langs agerplet og frodig vokste enge, hvor mellem græsstraa alskens blomster smaa, rødkløver, smørblomst og violer blaa i vinden nikked fra de grønne senge,

de maatte stien let og varsomt træde, at ikke bondens livshaab skulde dø. Han havde ængstligt fulgt sit sædefrø og beilet ligeligt til sol og væde.

I lien laa hans lave huseklynge med stue, stabur, fjøs og redskabsskur, Der tripped hønseflok ved gjødseldynge, og pludred smaabørn under gjerdets mur.

Til kirke folket var; kun gammel kvinde i snehvidt skaut og søljesmykket liv med ho'det ludende og ryggen stiv i døren sad som halvslukt sagaminde.

Men rask til elven skjød igjen de veien blandt olderkrat og stenet udmarkshoug, en karrig arbeidsjord for ljaa og ploug, i kjølig skygge sænkt indunder heien.

Thi nærmere nu rykked dalens sider med vilde urer, skred og bratte lider. Forbauset Elins klare øie saa som stribe kun det store himmelblaa.

I dalbund mellem knaus og blok som huse nu hørtes elven uophørligt bruse fra kulp til kulp i vrede styrt og hop. Med iskold sprøit den baded fjeldets krop.

Da spurgte Elin: «Er vi snart ei fremme? Jeg syntes, fossen laa san ganske nær ved strandens nøst og fjordens lave skjær, naar vi fra havevinduet saa den hjemme.»

«Saa fjeldet uvant øie ofte gjekker! Først maa vi frem ad denne furuli, der mørk og tætvokst op til uren rækker, før vi til faldet faar vor udsigt fri!»

Han fatted, hun var træt, og lagde ømt sin arm om hendes bløde liv og skuldre. Hun holdt igjen et nu, men kun paa skrømt; thi snart ved hjertet laa hans lyse huldre,

og tæt omslynget drog de sammen stille igjennem skovens søilebygte hus. I aasen slog en maaltrost fløitetrille til furukroners orgeltunge brus.

Men se – imellem stammer sølvhvidt glimted et fugtigt skjær, en vandlavines sky af skum og røg, der altid syntes ny! De regnbustrimer gjennem lævet skimted.

Og vildere end før, som dumpe slag fra fjeldevætters dunkle jættekammer, som drøn fra selve tordengudens hammer, slog fossens larm mod dem med brøl og brag.

De skovens tykning brød, og hedt betagen fra top til fod de skued fossens vælde, som den i hundredtusindaarig ælde stod straaletindrende mod solskinsdagen.

Fra kløften øverst mellem svimle vægge, hvor neppe fuglen fandt sig fodefæste for stormen, der med hvin fra sluget blæste, den styrted lodret ned til kjedlens bund

med aldrig trættet rasen hvert sekund. Det nye fald det næste syntes egge til større vandfloms gru og lidenskab. Men hvad af hvirvlen slængtes vredt tilside

som slunkne rester, usselt skum og skrab, det samled sig paany til strimer hvide; som kniplingsslør det dækked stup og væg med slimet sig og sydende belæg.

I kulpens skaal, en pisket heksegryde, hvor onde aander kunde holde til og drive med sin fyrste grufuldt spil, den ene bølge saa's den anden skyde,

som kjæmped de paa livet for at fri sig ud af fossesvælgets kogleri, at ei i skumatomer helt de ødtes, naar faldets vilde kræfter nederst mødtes.

Men sitrende i luftig farveleg regnbuens under fremfor faldet steg, og røgen, jaget over fjeldets side sin herskers pragt og storhed meldte vide.

Berust og blændet Haakon, Elin længe lod synet helt til sjæl og hjerte trænge. Det var, som fossens vilde frihedsgang i begges sjæl fandt lønlig gjenlydsklang,

og til naturens store kilde ført, al trang og lidenskab, holdt strengt i ave, ved folkekiv i stive hensyn snørt, steg solbestraalet frem med ungdomsgave;

og som saa ensomt trygt paa bakkeranden de stod berust af somrens svale vind, i kys paa kys de favnede hinanden, lod øiet søge øie, kinden kind.

Hvor glimted lok og barm, hvor sød var munden, hvor var hans nakke fast, livor blikket brandt! Sit væsens gaade lodded de til grunden. Til mand og hustru skabt sig selv de fandt.

«Hvorfor skal daglig vi for alle dølge,» saa raabte han mod fossens jubellarm, mens Elin gløded i hans sterke arm, «den hjertets lyst, som alle andre følge?

Vort land har brudt sin lange sløyheds nat; som kongebarn sin ret det atter finder, mens vore bedste ungdomsdage svinder lig stjerneskud, der blinker blegt og brat.

Vi vil ei længer skjæmme det med tvil. Som jeg dets søn, du blive skal dets datter. Min fader, selv du ser, som sin dig skatter. Til ham vi begge drager uden tvil

og aabenbarer alt, at vi kan bygge vort lykkehjem omkring hans trætte fod, forjage fra hans ansyn modgangs skygge og se hans æt fornyet ved vort blod!»

Hun svarte ei for hjertets tunge banken. Hun følte sig en dunkel fare nær, men mægted ei at smerte ham ved tanken, saa var han hende over alting kjær.

Og derfor saa hun atter ham i øiet og hvisked kun de faa, men rige ord: størst pan denne jord. «Din glæde er mig størst paa denne jord.

Gjør som du vil! Saa er jeg og fornøiet!» Nær havens led de stod ved middagstide: Hvor tyktes dagen lys og luften ren! Der drysset var en stjernehær af hvide,

duftfyldte blomster paa hver stilk og gren. Der kvidred spurv fra gren, og gjøgen slog til trosters stev sit dybe kvad i lien. Ved fjeldets skrænt en talrig bøling drog

med langsomt glædesbrøl paa sæterstien. Ei turde straks de ind i huset træde. De maatte pusten trække blot en stund. for styrket san, i frisk beslutnings glæde,

at aabenbare alt med fælles mund. De satte sig paa hvidmalt træbænk trygge indunder havens gamle lindetræ. De kunde derfra husets indgang se

imellem krat og brede blades skygge. Om smale midje støtted fast han armen; hun læned skjælvende sig til hans bryst. Som purpur gløded de af middagsvarmen,

mens om sin kjiærlighed de talte tyst. Det blev kun kort: de tvende stemmer hørte, der ivrigt ordet inden huset førte. Den ene – faderens – de skjelned klart;

den anden de som prestens tyded snart. «Ja, saa det er,» den sidste talen endte. «Europa vil ei taale modstand mer. Gesandterne er reist. Med seirrig hær

den svenske kronprins iler som en glente mod grænsen nu, som vi kun svagt beskytte og tager riget som et krigens bytte.» «Det aldrig ske!» den anden heftigt skreg.

«Ved grænsen skal der staa en blodig leg. Hver haand maa knyttes til en staalfast næve, hver arm til aldrig feilet skud sig hæve, hver krigers bryst et malmfuldt ekko være

af landets skrig paa hævnet folkeære. Jeg haded engang Danske. Nu jeg signer min fiende selv, kom han fra dette land. Men med en varg min bedste ven jeg ligner,

hjalp han i bitrest nød den svenske mand . Thi falskhed er hans hele ridderære og løgn hans Gud! Jeg ser det altfor grant. Min egen søn har ladet sig besnære

ved fremmed snedighed til elskovs tant!» Hun reiste sig, da presten hørtes sige: «Du mener ei din gjest, den svenske pige?» «Jo, hende just, som os til øm forvaring

betroet var og tyktes os den bedste. Jeg har dog aldrig kunnet rigtig fæste min tillid helt til konsulens forklaring. Han ved ei, hvem hun er. Hun sneg sig ind

som eventyrersken i alles sind. Hun hykled kjølig ærbarhed for mig mens skjult hun drog min søn paa vellysts vei. Thi jeg har seet selv bag havens grene,

– jeg troed først, det kom som mægtigt brud af elskovs flammeild ved Amors skud – da begge to sig troed tryg og ene, hvor hun med øvet kys og kjælne ord

ham daared, da de begge sammen for for just idag den store fos at skue. Hun dulgte klogt sin glæde ved at fare. Forvist han sidder nu i hendes snare,

og frit til giftermaal hun kan ham true!» Mod huset Haakon løb med knyttet næve, mens hun paa samme plet urørlig stod. Til dødnings hvidhed skifted vaarens blod,

og lig den trufne hind hun syntes bære. Men da ved trappen endnu maalløs bunden, han vendte sig for blot med blik at sige, han skulde aldrig mer fra hende vige, –

da som en skygge var hun brat forsvunden. Han sprang afstede. Han raabte hendes navn med vanvids kval igjennem havens gange. Han speided, lytted, om han kunde fange

et glimt, et raab, men, ak, til intet gavn. Han gjennemsøgte huset, gaarden, heien; han spurgte ud hver vandringsmand ved veien. Der sendtes bud til bonde og til prest:

Forsvunden helt var bygdens fagre gjest! Der faldt ei ord imellem far og søn. Fra dette nu en ismur skilte begge. Men Haakon samled sammen sit i løn

og tog sin bedste rifle ned fra vægge. Og da en seiler kom paa ankergrund og duved kort paa farten udad fjorden, han drog afsted en aarle morgenstund

didhen, hvor striden brandt for fædrejorden.