Ensom

Han havde vandret ene hele dagen paa viddens teppe over lyng og myr. Saa sælsomt kjendte han sig lokket, dragen, som stævnte han paa barndoms eventyr:

en fantasiens verden, solskinsklar, med miles fjerntsyn over vand og lier, hvor stemmens høie raab gav intet svar, og ingen mødte paa de sjeldne stier;

et fristed, hvor den ungdomsyre luft gav kinden brand og svaled bryst og lunge, hvor græsset aanded ud sin bedste duft, mens dalens kornaks laa mod høsten tunge.

Her gad han leve, tørre mindets graad, den verden glemme, som blev ved at røve, den feiges vaklen og de usles raad, da fædrelandets alt blev sat paa prøve!

Hvor brændte patriotisk tusen bringer ved landets grænse for at staa parat og møde Svenskens sabel og granat med skarpe skud og dragne kaardeklinger!

Selv gammel kvinde, der stod krøgt paa næsset og slegtens vern og glæde drage saa i grenadermundur med verget hvæsset, – en ukjendt ild i rustne øie laa.

Men hvilket nederlag! En flugt for fode, som Nordmænd aldrig havde drømt og seet! Hver skrænt, hvert skovdrag de i stikken lode, som naar for ulven vildskræmt flygter fæet.

Hvad svarte Harald, da ved Nisaa drog den store overmagt mod kongens flaade, hvad Haakon Adalsten, da snekker jog mod Fitjar ind for overfald at raade?

Med sammenbidte tænder, mørk og stille ad støvet landevei soldaten gik. Sit fædreland, sin konge verge ville og ei faa lov: det kjendtes som et stik,

ja, som et skjændigt landsforræderi. Der spiltes falsk af visse officerer, og svenskens sølv, det havde mer værdi end folkets tro paa løftede geværer!

Et lidet land, men kjækt og seigt forsvaret, det fandt nok hjælp i nødens værste stund. Men haanende det fattiglem blir svaret, der margløst lægger hænderne i skjød!

I slige minder vandred Haakon hjemad paa fjeldets ødemark ved høstens tid. Hvert skridt blev tyngre, det, som førte fremad; thi slagen drog han til en større strid.

Saa let som det kan kjendes, naar du kommer dit hjemsted nær, og hjerter mod dig slaar, selv under bjelketag i fattigst kaar, som svulmed livet atter mod en sommer, –

saa tvefold tynger det at maatte drage mod hjemmets kjendte egne, hvor dig binder hver sten, hvert træ, hver bænk med tusen minder, naar bitterhed er dulgt i velkomstøiet,

naar hvert et venligt hilsensord er løiet, og haanden rakt sig trækker kold tilbage. Hvad folket vester tænkte, ei han vidste, men frygted svare, at hans stille haab

det mødte med et barskt forræderraab, at seigt, som Spaniens bjergfolk, til det sidste fra fjeld og kløft det vilde hjemmet verge og fienden krig og had til døden sverge,

selv nu, da til en fri forening bød det kongeord, som nys ved grænsen lød. Thi naar hvert seiershaab var helt forbi, og Norge intet magted, ladt alene,

mod et almægtigt fyrstekoteri, med Sverrig sig selvstændigt at forene: det syntes ham et forsyns redningsplanke; det smelted sammen med hans skjulte tanke,

at éngang skulde Elin vinde frem til fild opreisning i hans fædrehjem. Just sænkt i disse tanker, saa han glimte i fjernet under vesterfjeldets rand

en grønlig plet. Han kunde torvtag skimte og kjør, som rauted om et sætervand. I aftensolens guld det mod ham vinked saa rigt paa fred, at ei han kunde fatte,

der vanked blodig strid i verden mer. Her under bræens kam laa livets skatte: et frihedshjem for høit for ufredshær. Med stjerneglans det gjennem sorgen blinked.

Med raske skridt, mens solens skive daled bag fjerne tindehær i guld og glød, og pust fra bræer over lyngen svaled, sin vei han nu igjennem krattet brød,

det seige riskrat, hvori rypen gjemte for glente og for skud dunklædte kuld. Saa kom han ud paa multemyrens muld. En fjeldørn paa en ensom knaus han skræmte.

Hvor var det tungsindsstille langsmed vandet: en enlig strandfugl fra de magre siv med afbrudt vingeslag fløi over sandet, og bjeldens klang lød kun som drøm om liv:

Snart stod han glad og rank paa sætervangen, den høie, brune mand i blaa mundur. Da stanste barbent jente lokkesangen, og gjætergutten gjemte sky sin lur.

Han lo og nævnte begge to ved navn. De fatted ei, hvem karlen var; thi skjegget, af solen brændt han saa sin fædrestavn; om skjønhed havde ei soldaten dægget.

Et sæl stod ledigt: der han vilde strække sin trætte krop bag kvitlens grove uld. Men først budeien skyndte sig at række ham skaalen af den fede fjeldmelk fuld.

Da mund og øie lo; thi nu hun kjendte den unge herres ansigtsdrag igjen. Men hvad der østerpaa i landet hændte, han merked grant, hun aned ikke end.

Paa folkets vis hun sén var til at fritte, i fjeldets udørk sorgløs som et barn. Han nænned ei det fromme slør at splitte med bud om fædrelandet slæbt i skarn.

Han hvilte kort. Saa drog han langsomt op bag sætrens huse, til han knausen rakte, der lig en sovnet jutul ud sig strakte paa viddens mark med graabrun jættekrop.

Der stod han stille for et vældigt syn! Til alle sider, kastet om hinanden, som splintret ved giganters kaade lyn, laa fjeld ved fjeld til selve himmelranden.

l aftenskumring nær, langt borte gløded de endnu af den sidste kveldsolsild, med bræ og top i selsomt farvespil. Det som et kys det kolde blik forsøded.

I aftenskygge slumred øde dale, der vester brød i kløft og skar sig vei. Han skimted vand paa vand ved lyngklædt hei: en høifjeldsborg med milebrede sale.

Længst ude vidste han, den styrted ned med svimle afgrundssvælg og vilde skred mod fjordens sommergrønne næs og bugter som muren, ved hvis fod der funkler frugter.

Men fra det folketomme øde steg et mangestemmigt brus op mod hans øre. Det var de tusen elves tordenleg: Han kunde knapt sin egen stemme høre.

Da i det fjerne øined han en top, der som et knækket horn mod vesten pegte. Did naadde endnu solens ildskjær op og med dens blaagraa skimmer rødligt legte.

Han raabte høit af glæde! Der jo bruste storfossen ud fra viddens høie dal, hvor han, da sommervinde kjælent suste, en stakket lykkestund med Elin stjal.

Han fulgte dalens krumning, som den bugted sig mod sit udløb ved det svimle fald. Han aned elvens løb, som mosen fugted fra bred til bred, til den med tordenskrald

i dybet sig begrov, for saa med ny og seirrig kraft til fjordens skrænt at haste. Han maatte frem, for ved det første gry sig ved dens skum i græssets ly at kaste

og drikke mindets sødme, det, som var den lykkens rest, som hjertet endnu bar! Saa tog han staven, steg i dalen ned, hvor aftenskyggen bredte alt sit dunkle,

dugkolde slør til høifjeldsnattens fred. I øst en ensom stjerne saaes funkle. I mørket kunde knapt han stien finde, der op og ned fra brink til bakke gik.

Paa begge sider trued ryg og tinde lig vilde jætter med et skummelt blik. Men frem han vilde, fulgte trøstig elven, som den i styrt og stryk ustanset løb.

Han skimted jerv, som over urden krøb og hørte ugleskrig med hjerteskjælven, til endelig en fladlendt bund han saa, hvor elven sagtned fart og danned vande.

Et dæmpet lys paa tjern og myrer laa lig bridelinet paa en kvindes pande. Det lys var maanens: Just dens skive sneg sig over nutens kam med langsomt steg

og sendte ildglimt ud til dagens rester, der lued mat endnu paa himlen vester. Da kom der glans fra bæk og elv og vandel En gylden maane straaled fra hvert speil.

Af stiens linie tog han ikke feil, naar den med mark og mos sig maatte blande. Hver kiselsten, hvert sandkorn gnistred, glimred som guldstøv strøet for hans trætte fod.

I fjeldets skrænter fossestrenge flimred. Hver klippeknaus som hvidligt gjenfærd stod. Det nedad gik, og trangere blev dalen, mens fjeldet steg. Han syntes kun et fnug

i dette mørke gjel, hvor som et hug til udgang spaltet var i jættesalen. Med fnys og bulder elven fremad skummed. Nu saa han fossens hvirveldunst og røg.

Den trange revne neppe vandet rummed, som det med lynsnar fart mod stupet strøg. Et klippenes endnu, og faldets torden med lyd og gjenlyd mod hans øre slog!

Men i det fjerne saa han atter fjorden, hvorover maanens ild en guldsti drog. Den gamle gaard med frugt og blomsterhave, hver mark og agerplet i dæmpet skjær,

det hvide kirkespir, de tause grave snart dukked frem med barneminders hær. Da svulmed smertens undertrykte bølge: Hver kilde skjult sprang op, hver sorgens aare

brød voldsomt hegn og væg, den hede taare sig vokste til et stjernedugget følge og styrted frem fra øiets trange port, mens sindet kjendte savn og længsler stige,

der aldrig syntes ham at skulls vige. Saa tyve aar kan føle sterkt og stort. Af træthed overvældet sank han ned ved fossestupets rand, og vildt han græd

ved gjensynsstundens malurtfyldte glæde: For lykken plyndret laa hans barndomsrede. I nød var landet trængt, og ingen vidste, hvad fremtids kaar dets sønner skulde friste.