Afskeden

Indhyllet i sin blege vinterdragt laa vidden af det første snefald rammet, og gufset til de fjerne dale bragt snart høstens rest med ishaand havde lammet.

Nu ind i hiet bamsen grætten krøb, mens rypen glad sin falske dragt fik bytte. Med spidse øren ræven lydløst løb omkring den laaste, øde sæterhytte,

Fra lierne med rappe vinger skjød paa flugt mod syd de sidste trækfuglskarer, Af røde blade fuld skorbækken flød, til fossen feied alt i hvirvlens snarer.

Hin morgen sad de just i havestuen ved frokostbordet rigt og festligt dækt, mens ifra ovnen knitred vinterluen, da dette budskab med sit indholds vægt

med ét dem gjorde alle fire tyste. De havde faaet just hinanden kjær. I øiet venskabs trygge glæde lyste, og nu et opbrud maatte være nær!

«Saa faar vi drage hjem. Alt længe har paa uheld uheld nødt os til at tøve, som om vi rent Neptuni stedbørn var. En reise videre vi tør ei prøve.

Nu op tilfjelds! Jeg skuer altfor grant, at frygten, som jeg dulgte, talte sandt: En saadan reise er ei nem at gjøre undtagen vinterklædt i fæstnet føre!

Det slemt nok var for frøkenen at drage paa baad fra fjord til fjord den lange vei, mod regn og uveir uforfærdet tage, især da skylden hviler helt paa mig.

Thi for et indfald har hun maattet bøde, da jeg en omvei tog for nær at se vort Norges Eden blandt dets klipper øde, og stødte først paa storm og nu paa sne!»

Saa talte konsulen, med sorg i øiet for alt, hans reisefælle havde døiet. «Et uheld er et uheld. Ofte finder vi tankeløs en smuk og velvalgt plan,

fordi der kommer ting til mén og hinder, som intet menneske beregne kan,» bemerked krigsraaden med trøstig stemme. Thi egnens pris hans hjerte altid vandt.

Men aldrig kunde han det indtryk glemme, da han i frøkenen en støtte fandt. «Det indfald gjør min reisefælle ære,» hun sagde med et dybt og sværmersk blik.

«Naturens storhed kan os evig nære, og stor som her jeg aldrig se den fik. Selv stormens rasen og de mørke fjelde jog ikke frygtens rædsler i min barm.

Men som de steg i al sin barske vælde, de gjød en sælsom kraft i sjæl og arm. Ja, jeg misunder Eder, som kan skue bestandig denne vilde klippepragt,

hvor skjønhed klæder det, som synes true, og Gud er nær i al sin skabermagt. Jeg skulde i en saadan afkrog leve, se vinter, foraar, sommer, høst forgaa

og altid ved den samme storhed bære, som her vil ensom, ukrænkt om os staa!» «Men hør,» udbrød da ilsomt husets herre, «frem og tilbage er jo lige langt!

Hvorfor skal hun igjen paa baad og kjærre i høstens uveir sidde koldt og trangt? Til sommeren jo tiden hurtigt svinder! Hvad om De da lod hente hende her,

høiædle konsul, efterdi De finder, at reisen overland bli'r nu for svær?» «Undskyld mig, at jeg fuld af iver glemmer med anstand at betænke dettte bud.

Thi med mit skjulte ønske saa det stemmer, at jeg i hjertet takker alt min Gud,» saa svarte raskt den anden og med varme. «Det indfald tifold bedre var end mit.

Her ved jeg hende gjemt i trygge arme. Her kan hun aande lykkeligt og frit. I byen vil nysgjerrigt folket plage os begge to ved mindste skridt, vi gjør, –

saa staar da kun det spørgsmaals krav tilbage, om hun det indfald approbere tør!» Hun reiste sig, mens langsomt rødmen steg, og barmens hæven røbed hjertets banken.

Men tvivlens uro snart for glæden veg, da rette ord sig meldte snart for tanken. «Mit bifald vist ei denne plan behøver. Min reisefælle klart mit bedste saa,

og det alene nu mit sind bedrøver, at bort fra denne fred han drage maa. Tak, at I vilde gjestfrit husly yde den ensomme paa vandring til et hjem,

der kun ved navnet kan lyksaligt lyde, og neppe mere, naar jeg kommer frem! Om ét kun vil i denne stund jeg bede: Lad mig i husets gjerning tage del.

Unyttig dvælen bringer hjertet lede. Et virksomt liv er lise for min sjæl!» «Saa faar vi tale med vor jomfru Mette,» udbrød nu krigsraaden af iver hed.

«Hun kan om husets gjerning alt berette, paa hvert et spørgsmaal give fuld besked!» Da ind hun trén, den gamle, troe pige; hun havde huset tjent i snese aar

med herskerrøst og blik blandt sine lige, som kun en myndig kvinde det formaar. Nu hørte hun med ydmyg mine sagen, som herren kort og fyndigt bragte frem.

Men med et kniks, forvirret og betagen, ja, nær forfærdelsen hun svarte dem: «Umuligt, – at saa fin og fornem kvinde i vort mangfoldig stræv kan holde ud.

Her huset sig i virksomhed maa finde hver tidlig morgentime, sendt fra Gud. Ved hanegal skal melkeboden søges, besigtiges hver skaal og hvert et fad.

I bod og kjøkken arbeidet forøges, naar folket talrigt kommer ind til mad. Saa ud paa dagen mangt og meget gives, der fordrer omsigt og nøiagtighed.

Nei, nei, ved saadant ungdommen ei trives, det gammel og forfaren vel jeg ved. Om sommeren det kunde nok sig høre, naar veiret har det blide, varme drag.

Men det er haardt for kjød og blod at røre sig af sin lune seng en vinterdag, at tænde lysestumpen, naar paa ruden i tætte blomster isen har sig lagt

og gribe saa i kjøkkenet til kluden, der er saa stiv som sten ved kuldens magt. Ak, salig krigsraadinden, hendes mage i godt eksempel aldrig me'r jeg ser.

Men paa Vorherre tør vi ikke klage, naar han os henter fra vor korsgang her.» Straks svømmed øinene i tætte taarer. De kunde komme, naar de trængtes til.

Men kvindernes logik ei alle daarer. Krigsraaden vidste, det var skuespil: For kjært var eneherredømmet bleven den gode jomfru efter fruens død.

Se, derfor husets gjerning blev beskreven i slige sterke ord, som nys de lød. «Betænk dog,» sagde han, «hun er ei bunden til naarsomhelst at skulle tage del.

Hun selv kan vælge dagen eller stunden, som hun med arbeide vil slaa ihjel. Det gjælder kun et forsøg, jomfru Mette; en gjest som tjener aldrig bruges maa.

Ved din erfaring skal du ene lette den gjerning, hvortil lyst hun maatte faa!» Og saa det blev. Den unge, skjønne pige i huset straks fik plads og virksomhed.

Men som naar vaar med blom og blad vil stige, saa følte Haakon i sin sjæl derved! Den femte dag var alt til reisen rede. I langsomt tog de drog til fjorden ned,

hvor bryggen, hvilende paa stolper brede, nys havde stridt med stormens voldsomhed. Nu alt var stilnet, og i speilblank flade laa bugten udenfor med gjenskin af

de lette skyer, der lig hvide blade med stænk af blaat drog atter ud mod hav. Kun af og til i vandet svage strømme kom fra det fjerne sitrende mod land,

et ekko som fra fjordens milde drømme, men til at kruse speilet ei istand. Snart stod de der paa bryggen yderst ude, hvor baaden, en treæring, tjæret laa.

Hinsides fjorden saa de urder lude sig ned og farve speilets rester graa. De høie toppe nu paa begge sider af nysné skinnende i luften steg.

Det kjøligt kjendtes som ved vintertide, saa frøken Elin stod der ganske bleg. Men ikke var det kulden, der alene drog rødmens purpur fra den zarte kind.

Skilsmissens smerte med dens taarer rene tog og sin del med fjeldets hvide tind. Sin reiseven, sin tro beskytter miste, der havde ofret tid og roligt hjem

for hendes skyld – hvad altfor vel hun vidste – i somrens brand det kaldte bleghed frem! Da maatte han sig rive løs omsider; den lange reisedag jo forestod,

og det blev tidligt mørkt senhøstestider. I skotten snart han sad med støttet fod, «Farvel!» – «Vel mødt igjen!» løb om hinanden, mens uafbrudt de veksled afskedsblik,

og under bryggen op i fjæresanden, med sagte hulken bølgeringe gik. Nu greb de trende, skuldersterke mænd med beget haand i aarens kjendte tag,

den bedste skyds fra nære bygd og grænd og vante til at ro i tunge drag. En sidste hilsen viftedes fra bryggen, da baaden udad skar med stribe hvid

og løb lig maagen over bølgeryggen med vandets seige kraft i munter strid. Nu fjernt de saa den mørke plet og hørte kun aarernc, hvor fast de vandet slog.

Endnu et ekko lyden til dem førte – da nesset sidste glimt af baaden tog. Den gamle vandred foran hjem ad veien, der førte til alléeens brede gang.

Men længer ei der hørtes ljom fra heien, og haven stilnet var for fuglesang. I fjeldet leired kold sig morgentaagen og trak sig nedad som en kaabe hvid.

Han stanste derfor ikke mér ved laagen, som ellers i den skjønne sommertid. Dog var han glad; thi hjertets sommertanker de tunge sorgens skyer havde spredt.

Stolt gled hans skib igjen for lettet anker, og ungdomsrøster skulde fylde det. Og mere glad han blev; thi just var kommen den sidste post med bøger og med brev.

Den gamle brillerne drog op af lommen for ret at se, hvad kjære venner skrev. Men mørkt blev øiet; thi i ét der taltes om krigserklæring mod den svenske stat,

og noget om en mystisk, fiendsk traktat. I dystre farver Norges skjæbne maltes. «Usaligt – at det nu just skulde komme nu da den unge pige blev vor gjest!

Hun reiser ei, før vinteren er omme, og tænk, om Haakon saa» – – men tankens rest i angst han turde ikke længer følge: Hun var saa skjøn, saa fornem og saa god!

«Nei!» raabte han med ét, «det maa jeg dølge, om saa det tage skal mit hjerteblod!» Med haanden raskt han brevet sammenlagde og skjød det ind ad ovnens tunge dør,

og da de unge kom, han intet sagde, men smilte lige faderligt som før.