Hjemme ‒ hvor der aldrig mer blir Hjem! Fremmed Gjæst til eget Hus kom frem ‒ Uden Husret, uden Gjæsteret, Uden Hvilested, hvor sjæletræt.
Her forstaar han først sin Ensomhed, Hus og Have skriger ud hvert Sted: Hvor er Øines Lys og Hjertes Lyst, Kjender du, hvor tomt det blir i Bryst?
Bitre Drik, som ei af Drøm blev taalt, Blir til Vaage-Nat i Draaber maalt ‒ Dræbes ondt og dø dog lidet er Mod at miste Liv og leve mer!
Knuget under Vegt, han ei har vidst, Kjender han, hvor alt hans Tryk tilsidst Klemmer Brystet ondt og klippefast ‒ Slipper aldrig, selv om Sorgen brast.
Tryk skal taales! Men det bitre Mod, Tomme Sjæl ta'r ind til Overflod, Slaar den sidste Rest af Taalmod ned ‒ Alt blir bare knuget Bitterhed.
Hvor han vender sig kun Stød og Saar! Skyldløs Barnesjæl dog dybest slaar, De, som tog sin Moders Liv og Blod, Ei en Tæddel om sit Tab forstod!
Høitidsstilt de Største ser paa Far, Undres ‒ hvor alvorlig han nu var; Hjertesyg han ser de Mindste to ‒ Hvor de freidig legte, muntert lo!
De, han vil alene tale med, Hører ei det eneste, han ved. Tungt han tier kanske første Ord Kisten kan faa talt om glemte Mor.
Ud han gaar, men drages som med Magt Uden Ro tilbage ‒ staar paa Vagt, Naar de nogen anden kommer nær; Brystet brænder: Ham skal de faa kjær!
Selvsyg Sorg og skinsyg Kjærlighed Har for Offer-Ild sit Arnested ‒ Faar den gløde skjult i Sjæle-Strid, Bryder Lys og Varme frem med Tid.
Cookies on Poetry Cove