Firti Dage svandt, da svømmer frem Kostbar Kiste for et fattigt Hjem ‒ Lyd af Vandes Skvulp og Vindes Sus Sagte bryder sig mod Sorgens Brus.
Mindet aander gjennem lukket Bryst, Bølger ind med al sin Vemods-Lyst, Bærer varsomt Fredens Varsels-Bud, Løser mildt omsider Graaden ud.
Taaren løser Tungen, enkelt Ord Glider tungt igjennem Mund om Mor ‒ Kistens Gaade kan ei redes ud ‒ Høit i Himmelen hun er hos Gud.
Husets Venner bryder Ensomhed ‒ Glimt i Øiet af Medlidenhed, Lukte Læbers Pust af Trøstens Aand Følger Blomsterne, de har i Haand.
Fremmed bryder Fred i hellig Stund, Aander Kulden ud af aaben Mund, Presten gjør sin Pligt paa vante Vis ‒ Blomster bæres i Visiters Is.
Hjertet fryser, lukker Dør med Il, Munden trækker op til bittert Smil, Smerten skjærer, kan ei holdes ud, Ene maa han bli med Sorg og Gud!
Kolde, store Stue, Kistens Sted, Varmer frosne Sjæl og lyser Fred, Bøier sagte ned paa Knæ til Bøn, Siger, her er Gud, som ser i Løn.
Der blir Sol ‒ han kalder ind de Smaa, Taler sagte ‒ som de kan forstaa: “Mama ser og passer dem i Løn, Hører, naar de siger Aften-Bøn ‒
Be'r, de maa bli lydige mod Far, Snilde med hverandre, som de var.” Klare Barne-Øines Svar han faar: Kjærligheden nok de Smaa forstaar.
Dybt i Svaret glimter Spørgsmaal frem: Har han endog villet faa hos dem ‒ Har han levet for sit eget Liv ‒ Neppe kjendt det Ord: “Ei tag, men giv?”
Cookies on Poetry Cove