Krigens haarde Tid har Ende,
Sværd faar hvile, Festblus brænde ‒
Hærdet Krigsmand vil ei sløves,
Selv i Hvil skal Kraften øves.
Strid og Arbeid aldrig ender,
Sabbats-Hvil ei Jorden kjender ‒
Ingen Aar fra Vern-Pligt skiller
Udtjent Far, som frit sig stiller.
Kveldens Hvil dog liflig kvæger,
Naar den Slid og Skrammer læger ‒
Jorden kjender Hjemmets Hvile
Der, hvor Fredens Sol faar smile.
Aften-Røden gaar til Hjerte:
Sorgens Aand med Savn og Smerte
Gjennem Hjemmet sundt har suset,
Lyst en hellig Fred om Huset.
Hvor et sollyst Sørge-Minde
Dybt og klart som Bæk faar rinde
Gjennem Børnehavens Lukke,
Blir dens Blade gjerne smukke.
Her flød ogsaa Blod i Haven,
Unge Vekst fik Ly fra Graven ‒
Rødlig-grønne Trær alt bygger
Tæt med Kroner Telt, som skygger.
Færdig er ei Blod-Bøgs Hytte,
Før han alt derind vil flytte,
Ungdomsfriske Hus i Haven
Er saa kjært og nær ved Graven.
Alders-Hjem vil aabne Hjerte,
Blotte Saar og gammel Smerte,
Unge røde Blod kan røres ‒
Graad paa grønne Gravhøi høres.
Ene maa han mer ei græde,
Sky for Øiet svandt af Glæde ‒
Børn, som ser i Lys af Mindet,
Læger Far, hvem Sol har blindet.
Ser han nu med sunde Øine:
Herren vilde Veien høine,
Huset har i Livs-Tab vundet
Nyfødt Liv, hun havde fundet?