Hviletider hurtig glider,
Lette Stier rask han skrider,
Glatte Løb i Barneskare
Let for graanet Mand blir Fare.
Sorg vil svækkes, Grave dækkes,
Krav vil vækkes, Haanden rækkes
Ud mod Glæden ‒ som forynget
Ved han først, hvor Savn har tynget.
Livs-Lyst jager, Længsler klager,
Kvinden drager, Sødmen smager,
Blodet bruser, Hjernen brænder,
Vanvids-Nat om Sjæl sig spænder.
Dyre Drømme bort vil svømme,
Syge Strømme Kraften tømme ‒
Livets Hav den Døde kræver,
Han blir tro, blot Mindet lever.
Hun, som sover, Hjælp jo lover ‒
Hvis han vover Spranget over
Selvgjort Gjærde, Børn vil vinde,
Hjælp de trænger just af Kvinde.
Hjertet kjender, Drømmen brænder ‒
Brat den ender, haardt hans Hænder
Slider Garn, de selv har bundet,
Knuser Ten, som Traad har spundet.
Hjertets Kulde straks dog skulde
Sagt tilfulde: Dybt i Mulde
Ligger død hver Elskovs Evne,
Hustru-Navn han ei kan nævne.
Skam og Harme gav hans Arme
Kraft og Varme, nu forbarme
Gud sig over Sjælens Brøde ‒
Sveg han Løftet til den Døde?
Tunge Tanker vildsomt vanker,
Saart de sanker Angst og Anker:
Hjertet har jo Synden øvet,
Drevet Hor og dræbt og røvet.
Hvilesteder, alle Glæder
Ned han træder, gaar og græder
Ud paa Graven ‒ Korset tyder
Gud ei givet Løfte bryder.