Koldt er Liget lagt i Kiste,
Sidste Syn han nu maa miste,
Laag skal lukkes, men han ser
Glimt, som aldrig glemmes mer.
Ned paa Knæ ved lave Kiste
Blir han brudt; skal Hjertet briste,
Sker det denne Morgenstund ‒
Har den dette Guld i Mund?
Ei han ændser, hvad den volder ‒
Guld i Haanden gjemt han holder,
Løftets Ring med Navn og Tid,
Uden Rift trods tolv Aars Slid.
Fremmed Haand af Finger rykked
Ene Ting, som hende smykked,
Vilde redde Ring af Guld ‒
Hvorfor skulde den bli Muld?
Taus han tog den, alt nan vidste:
Kan paa Jord end al Ting briste -‒
Guld, han gav sin Ungdoms Brud,
Blir af Jorden ei slidt ud;
Kun maa Ringen atter rækkes,
Haanden over Døds-Skjel strækkes ‒
Sidste Skille, Livet lod,
Ligger nedbrudt for hans Fod.
Villigt rundt om hvide Finger
Guldet rødt og glat sig ringer ‒
Men med Haand i hendes Haand
Blir han heftig rørt i Aand.
Bedste Bæn, han før har bedet,
Havde ham til hende ledet ‒
Nu skal vindes større Sag,
Vil saa Styrken bli som Dag?
Uden Ord hans Røst sig rører,
Høilydt Himlen Raabet hører:
“Giv mig Gud i denne Nød
Troskabs Naade til min Død!”
Laag blev lukket, men han vidste:
Hvad end ellers vilde briste,
Hjertet brast ei ‒ Morgenstund
Gjemte bedre Guld i Mund.