Kirkegaards-Huset

Graven er med Kors og Tavle sat, Fortids-Mindet gjemt i Nutids-Nat ‒ Spændte Fremtids-Tankers Drømme-Spil Fængsler tungt hver Gang, han vaagne vil.

Skumringsbilled af vemodigt Hjem, Børn i Moders Aand faar bygget frem, Sortner snart i Sky, hvis røde Lyn Lyser Graven op for længre Syn.

Hvide Marmors Guld i Lue staar: “Vær til Døden tro, da Liv du faar” ‒ Løftets Ring, han dyrt den Døde gav, Lover nyfødt Samliv bag om Grav!

Livet bryder Løfter, Døden ei, Hver en Længsel ved nu Lykkens Vei ‒ Fyrig Drøm i febervildet Sprang Sætter over Fjeldets hugne Gang.

Brat han vaagner, nye Lynglimt slog ‒ Drømmen dog et Bind af Øiet tog: Nyfødt Liv han ser alt her paa Jord, Læser ud et halvt forstaaet Ord.

“Herren gav”, det har forlængst han lært, Stammer nu paa det, som er saa svært. “Herren tog” da kom han Gud saa nær, Underligt: Han faar og Gud saa kjær.

Morgenstund med Elskovs Guld i Favn Nemmed let at “love Herrens Navn”, Sorgens Nat har Himmel-Guld faat ned - “Herrens” egen Ild af Kjærlighed.

Nyfødt Liv arbeider straks med Flid, Bryder Døds-Skjel ned og jevner Splid ‒ Huset flyttes ind til Kirkegaard, Nøgne Stue gravhøi-prydet staar.

Gud med Korset kom, hun Tavlen gav, Dagslys falder ind paa Skriftens Krav: Tro til Død i Arbeid skal han staa, Bygge Hjem for Guds og hendes Smaa.

Mindets Solskin, sundt for Barnesind, Kalder Tavlens klare Navn alt ind ‒ Ensomhed med Gud blir god og kjær, Hendes Aand vil vist og være nær.