Endt er alt det andet Sorgens Aar,
Juletræet tændt i Stuen staar,
Barnerækkens Ring
Gaar med Sang omkring.
Uveir, ude raser, Ruden slaar,
Ind til Julestemning ei det naar,
Huset bygger Fred
Selv paa Stormens Sted.
Enkemand gaar ind i Sorgens Sky,
Mange Lys vil blænde ham paany,
Dybt i Sjælen ned
Brydes Storm og Fred.
Heftig rørt i Aand igjen han er;
Mens i Taarer Øiet opad ser,
Lynglimt Taget slaar ‒
Gjennem Sjæl det gaar:
Nu gaar hendes Aand igjennem Hus
Sterk som Himlens lld i Stormveirs Sus
Bærer Freden ned
Høit fra Herlighed.
Sjælen raaber som af Lynet slaat:
Alle Børn er snilde, har det godt,
Hidtil stod vort Hus
Trygt mod Uveirs Sus!
Klart det svarer: Se, den mørke Gang
Er alt endt ‒ her aabnes under Sang
Kirkehvælvet Sted
Frit med Lys og Fred.
Under aaben Himmel ud hun gaar,
Fredet Hus nu kirke-viet staar ‒
Han gaar sjæleglad
Tæt til Barnerad.
Nu skal Lys og Sol for Barnesind
Strømme sterkt og mildt i Huset ind ‒
Far fik Ild og Fred
Høit fra Himlens Sted.
Hverdags-Arbeid under Strid og Bøn
Virked Søndags-Hvil som egen Løn ‒
Herren signer Hus
Under Uveirs Sus.