Jul og Hjem

Børn, som bygger Hjemmet, travelt har, De skal tænde Jule-Træ for Far ‒ Mens til Kirke Huset vides ud, Gaar han under Himmel-Hvælv med Gud.

Grantræ staar i Haven, skjært og skjønt, Rimblink, Maaneglans mod mørkegrønt Svarer blegt til Sorg med sølvhvidt Haar ‒ Røde Lys og Guld er Ungdoms-Kaar.

Atter blir han heftig rørt i Aand, Blotter Hoved, folder Haand i Haand ‒ Hun staar høit i Stjerners Sølv og Guld, Glimter ned til ham, som snart blir Muld.

Himmelklart han hører hendes Ord ‒ Hun var med i Børne-Jul paa Jord, Under Uveirs-Sus og Himmel klar Fred til Hjem og Hjerter ned hun bar.

Gjerne maa han græde blot i Tro! Skyld har skilt, men Julens Bud slaar Bro, Begges Ring af Blod og Graad blev rig, Snart de mødes ‒ hvor de blir saa lig.

Snart ‒ men endnu har en Aftenstund Kjære Krav og kostbar Tak i Mund, Alt, hvad han faar gjort for hendes Fem, Bærer han til hende selv jo frem.

Glad maa Far gaa hjem til Jul blandt Børn, Gud gjær gammel Kors-Mand ung som Ørn ‒ Nu blir Tid at gaa med alle fem Ud i Arbeid, frem til Strid for Hjem.

Huset mures skal til gjæstfri Borg ‒ Byde ind hver Sjæl, som gaar i Sorg, Verne for sin Ret, sit eget Krav, Staa som Vagt for Kirkegaard og Grav.

Blir om Krig i aaben Mark sendt Bud, Maa fra Borgen modig rykkes ud ‒ Slag skal staa mod fiendsk Aande-Hær, Ondskabs Uveir samler fjernt og nær.

Merket løftes høit fra Marken op ‒ Grønne Gran med Stjernens Guld i Top! Julens Fred er Hjemmets Klippegrund ‒ Jul og Hjem skal staa til sidste Stund!