Trygt vil trætte Sjæl nu hvile, Storm kan true, Sol faar smile ‒ Over Klippe-Husets Ly Skygger Sorgens faste Sky.
Nei, først nu skal Virket prøves, Sorgens Kraft i Dybet øves ‒ Fiendsk Magt i farlig Tid Byder strengt en blodig Strid.
Børn blir voksne ‒ ved ei længer, Hvor til Far og Mor de trænger! Staar ei Hjemmet da paa Vagt, Liv blir lettest øde lagt.
Knoppen svulmer ‒ Sol og Vinde Aabne vil, før Tid er inde, Livs-Skin lokker Ungdoms-Sind, Onde Aander stormer ind.
Har hans Hus vel Vern og Vaaben, Lukket Dør, for Børn blot aaben, Binder Hjertet fast til Hjem, Vil end Fod i Verden frem?
Krigen kommer streng og blodig, Saar der slaaes aldrig rolig, Dag og Nat med Sværd i Haand Staar han vendt mod fiendsk Aand.
Ondt i Arbeid ensom tjene ‒ Men i Krig paa Post alene! Sorg, som tæller Rækker Aar, Blir nok ung med nye Kaar.
Hustru-Hjælp, som Moder-Vinger Breder ud og modig svinger, Hvor der nu for den var Nød ‒ Hun maa vækkes op af Død!
Er det hendes Aand han kjender? Ild i Øinet! Hjertet brænder! Barn ei fanges skal fra Hus, Hjem ei brydes ned i Grus!
Ung og sterk han Sværdet svinger, Bæres selv paa Ørne-Vinger, Hjælpen kommer ‒ hun staar Vagt Rette Sted mod onde Magt.
Cookies on Poetry Cove