Sorg vil tjene tro til Død ‒
Blygraa Sky, som staar i Glød,
Skygger langt og dybt med Savn,
Bærer Ild og Vand i Favn.
Søn blir Mand, faar eget Bo,
Far blir gammel, faar ei Ro,
Døtres Vekst er rig og stor,
Naar dog aldrig op til Mor.
Sjælen sidder vemodstemt,
Bryst og Hus blir tomt og klemt,
Luften lummer, uromæt,
Skyen vokser sort og tæt.
Skræk i Hjem som Lyn slaar ned,
Sygdom traf er Døden med?
Hvor er Hustrus Trøst og Raad,
Moders Taarer, Bøn og Daad?
Lamhed alle Lemmer slaar,
Sjælens Drivhjul stille staar ‒
Moderangsten er der dog,
Gir den Styrke, gjør den klog?
Alt, han eier, tvinges frem ‒
Støtter, Reb for rystet Hjem,
Nødly blir der, hvor de bor,
Nøden gjør en Far til Mor.
Stormveirs-Sus, som Huset slog,
Tømred Væg, før bort det drog ‒
Høit og tæt, men regnvaadt Tag
Glitrer første Solskinsdag.
Ungdom har sin Alvors-Tid,
Hver og en faar egen Strid,
Ved, hvor Nød for Mor nu var ‒
Aabner Hjerte for sin Far.
En for en i stille Stund
Faar han helt til Hjertebund ‒
Mindes, hver og en ved Navn
Bar han engang Gud i Favn.
“Mor” blev født den Stund, han bad,
Vokste frem med Børne-Rad,
Blir hver Jul dog ganske stor,
Sterk og klog imod ifjor.