Sidste Seng skal vugges over Hav,
Hjemmets Jord maa give hende Grav,
Mindet verne Barnehjem,
Lyst og varmt hun bygged frem.
Hustru var hun helt af Hjertets Lyst,
Rigdoms-Kilden flød til Moderbryst ‒
Gav den ene Haand sit Guld,
Blev den anden mere fuld.
Flok af Smaa-Folk, ængstlig efterladt,
Havde mistet “Mamas mindste Skat” ‒
Varselsfuldt lød første Bud :
“Lille Søster” gik til Gud.
Vemods-Trøst af Sorgen selv blir øst:
Vugge-Barn ei græder moderløst ‒
Stakkels fem, hvis Vei blir vendt
Bort i Mørket, han har kjendt!
Skal han skygge koldt, skjønt Barnesind
Trænger Lys og Sol i Huset ind?
Før sin Vei han hjem faar vendt,
Drøm med Svar der blir ham sendt:
Som paa Glatte hjem han glider let,
Lange Baner gjør ei Foden træt ‒
Ud for Kirken staar de fem,
Venter paa, han kommer hjem.
Far og Børn gaar ensomt gjennem lang,
Snæver, mørk, i Fjeldet huggen Gang ‒
Haand i Haand og tæt paa Rad
To og to de følges ad.
Bange blir de stakkels Smaa dog ei,
Glade, trygge gaar de trange Vei,
Helt til Rum der aabnes ‒ vidt,
Kirkehvælvet, lyst og frit.
Saa han noget Glimt? Hun er der ei,
Endnu faar han vist en snæver Vei ‒
Under aaben Himmel ud
Kom jo hun, som gik til Gud.
Lys der glimter dog i Mørket ind ‒
Frem mod Kirken først med freidigt Sind!
Veien vil bli vist af Gud,
Drømmen bar hans Varsels-Bud.