Arbeidsmand for Hus, hvor Børn skal bo,
Sysler sent og tidlig uden Ro,
Passer smaalig, hvert et Gran
Holdes helt som før i Stand.
Arbeids-Byrden bringer Ansigts Sved,
Æder han sit Brød, er Kummer med,
Blir for munter Leg han Bud,
Gaar han skjult og græder ud.
Hvile blir det, naar de travle Smaa
Kræver ivrig, Far fortælle maa ‒
Fredens bedste Time slaar,
Mens for dem han bede faar.
Stille Stund ei glemmes, da ved Navn
Hver og en han bar i Herrens Favn ‒
Kirkens Høitids-Stemnings Sus
Gik igjennem Sørge-Hus.
Nerver slappes efter spændte Dag,
Hjertets Slag blir mat og Armen svag ‒
Sorg gjør gammel fremfor Aar,
Sjælen kjendes syg og saar.
Bitre Tanker trænger ind om Kveld:
Smaabørn eier Hus, hvor han er Træl ‒
Aldrig blir en Far til Mor ‒
“Barnepigen” er for stor.
Nedslaat, men urolig op han ser,
Møder Billed, som ei taler mer ‒
Peger blot i Stuen ned:
Hjælp han faar paa rette Sted.
Trofast Hverdags-Hjælp i hendes Aand
Minder ham, hvor hun med Ord og Haand
Høit har bygget Barnehjem,
Ledet Barnesjæle frem.
Hun var Mor, men eied ikke Hus,
Blev blot alles Tjener, rev i Grus
Eget Liv for andre ned ‒
Mand og Børn fik hendes Sted.
Huset er ei Børns, ei herreløst,
“Herren” eier alt, har ud ham løst ‒
Høiest Ære, Gjerning størst,
Faar en Guds Husholder først.