Kisten skal i Jorden gjemmes ‒
Vil dens Vemod atter glemmes,
Vaarbrud bli til Vinter vendt,
Taarens Tid med Blomsters endt?
Sidste Høitids-Stund maa fredes,
Huset hjertevarmt beredes,
Selv han vælger Salmer ud,
Taler med de Smaa om Gud.
Stuens Kirke-Stemning brydes ‒
Travle Ligfærds-Skik maa lydes,
Kostbar Tid vil kastes bort,
Hvis ei Sangen klippes kort.
Tids-Spild faar ei Talen skjære,
Kostbart maa vel Ordet være ‒
Falder let og staar ei fast,
Skjærer koldt, men ikke hvast.
Tomme Ros, som intet vidste ‒
Ei, hvor Liv hun maatte miste,
Ei, hvor haardt hun stred i Løn,
Ei, hvor hun blev skjær og skjøn!
Harmfuld Haand vil ud sig strække,
Efter blege Roser række,
Fremmed Mand ved Kistens Fod
Strør paa hendes røde Blod.
Tungt han vrider sig af Vaanden,
Gaar med ældste Barn ved Haanden
Saar og sky for Følget frem ‒
Hvad vil Folk i Sorgens Hjem?
Kan ei Huset Kisten bære ‒
Har den Brug for nogen Ære?
Hver, som uden Sorg her kom,
Krænker Sorgens Helligdom!
Tungt der kastes Jord paa Kisten ‒
Da slaar Ordet Troes-Gnisten
Dybt af haarde Hjerte frem:
Høit i Himlen har han Hjem!
Mens han kaster dybt det sidste
Lange Blik paa kostbar Kiste,
Bryder tætte Taarer ud,
Skjuler alt undtagen Gud.