Slid og Angst vil bryde Kræfter ned,
Dobbelt Tryk har tømt Taalmodighed,
Sorgen tærer Sjælen ud,
Tungsind sender Bud paa Bud.
Byrde, tung for Time, Dagen lang,
Middagshede helt fra Solopgang,
Hver Dags Plage nok for ti ‒
Rad af Aar gik saa forbi.
Hvordan skal han holde længer ud ‒
Kan ei Døden gjerne sende Bud?
Børn alt voksen Høide har,
Snart der er ei Brug for Far.
Snart, men endnu har hver Morgenstund
Kjære Krav og kostbar Tak i Mund ‒
Eneste, men gode Guld,
Hvoraf han faar Haanden fuld.
Kravet vækker ham hvert Morgengry,
Reiser op den trætte Sjæl paany,
Tvinger ud af Tungsinds Nat,
Løfter Mod, som synker mat.
Frem af Tak der springer Spørgsmaals-Væld:
Samler solhed Dag sit Guld for Kveld ‒
Kommer Glød i Sky snart frem ‒
Bygger Børn et Alders-Hjem?
Jo, med dem han holder Livet ud,
Kan alt tale frit om Mor og Gud ‒
Faar af Øine Hjerte-Svar:
Tillid, Kjærlighed til Far.
Da gjør Sorg og Savn ham sjæleglad ‒
Stedmor skilte Far og Børn ei ad,
Ring, han dyrt den Døde gav,
Gir sit Guld igjen af Grav.
Blod har farvet begges Ringe rigt,
Uden Plet blev Guldet rødt og ligt ‒
Tung og rig, det tror han glad,
Var den Ting, hvorom han bad.
Troskabs-Strid har hærdet ham til Mand,
Farens Alvor skjærpet hans Forstand ‒
Eget Hus paa Klippegrund
Staar nu fast til sidste Stund.