Værn

Vinge vi strækker mod Vinge, dannende snehvide Værn. Blødt vi tilbage dig tvinge; du er ei glemt, omend kjern!

Bud fra dit Hjem vi dig bringe. “Hvem er l? Hvad vil l? Tilbage, tilbage! Vil I før Tiden

mig pine og plage? Vig fra mig, vig fra mig, og lad mig alene, I himmelske Væsener,

salige, rene!” Himmelens svalende Vinde kjøle dit brændende Blod! Ser du ei Stjernerne skinne,

drage dit Øie imod Barndommens frelsende Minde ? “l salige Aander, jert Blik gjennemstinger mig!

Hvem er I? Som Bjerge I vældigt omringer mig!” Vi er Faders Bønner og Moders Raab –

gjennem Aar og Dage, med Haab mod Haab. Vi er lange Nætters Suk mod Gud;

vi er Himlens lyseste Sendebud Vi er Faders Bønner og Moders Raab –

gjennem Aar og Dage, med Haab mod Haab