Synd

Sorte Synd! Du er Natten, som huløiet stirrer; Skodden, som sp

om Øienlaagene vaskoldt sin Væv Du er Stormens haanende Hylen

i Hjertekrogene mens brustne Ruder klagelig klirrer. Satans Synd!

Du er den sande Sjæle-Morder, paa Gadernes Hjørner, i Hulernes Hals,

med Dolk bag Kappen og Hatten trykket langt nedover de onde Øine.

Centner-Synd! Du alene er Møllestenen hængt om min Hals,

som ned mig drager i Helvedes lldhav! Skrigende Synd! Mod Samvittigheds

varende Røst, trods Forældrenes bedende Øine rundt mig om Natten

i søvnløs forpinte, stirrende Stjerner – med klare Vidende, trodsig Vilje

valgte jeg dig, du skamløse Skjøge, som nu mig fylder med navnløs Væmmelse.

Tvi dig! Tvi dig! af al min Sjæl, paa al din Gang rundt for at tænde

Menneskens Sønner i vanvittig Brand! Skidne Synd! Jeg hader dig

med hævngjerrigt Had, du Elv af Edder og Brønd af Brynde, du Jordens samlede

Sum af Sot, af Sorg og Skam. Jeg hader dig med hele mit Had.

Skjønt din Fange skriger jeg dig det lige i Synet. Aa – om jeg endnu havde Taarer –

saa vilde jeg græde for mine Synder, saa vilde jeg græde til sidste Taare for mine Synder. Aa – bare jeg havde en Bibel,

saa vilde jeg lede Dag og Nat, ja jeg vilde lede, til Øiet brister – – lede og lede efter Lys – bare den mindste, mindste Straale

for den største Synder. Aa – om jeg endnu turde bede, saa vilde jeg knæle som da jeg var Barn, saa vilde jeg folde Hænderne mine

og bede Fadervor du som er i Himlene; forlad os vor Skyld, som vi forlader vore Skyldnere . .

Led os ikke i Fristelse, men frels os fra det onde. Aa Gud – jeg kan ikke andet – aa Gud – jeg maa raabe det selv:

“Jesus, almægtige Frelser, frels mig, frels mig fra det onde!”