Stundom blir jeg saa angest
– som naar liden jeg drømte,
at jeg faldt udover Berget,
faldt – og faldt gjennem Luften,
faldt – og kunde ikke stanse,
faldt – og kunde ikke skrige.
Gud, hvor bærer det hen!
Stundom blir jeg saa angest,
vaagner af Skud om Natten,
Brøden som Branden flammer,
Hjertet som Klokken klemter
klagelig gjennem Rummet,
Mørke staar om som Mure.
Gud, hvor bærer det hen!
Synden er gangen i Blodet,
vaagner med mig om Morgenen,
skriger som sultne Skrubben
hult i Heierne hjemme,
gaber med varme Fraaden
langt ind i Nattens Drøm.
Gud, hvor bærer det hen!