Som Gjenlyds Bølge,
af Berget fød,
tilbage sig svækket
svinger,
Dig, Kriste, min Sang
jeg bringer.
Naar Skjalde skjules
i Jordens Skjød,
Og Ekkos flygtige
Klang er død,
som ny Din Lignelse
klinger,
saa længe og langt
som Mennesker bor,
med Magt som aldrig
en Digters Ord,
med Klang som aldrig
en Faders Røst,
med Seir som aldrig
en Sæd i Høst,
opreiser Sønner
af Syndens Grav,
gir Voner og Vilje
Vinger,
og sætter Tidernes
Taagehav
stende Bølge
ringer,
saa Jord og Hjerte
svømmer i Sol – –
modtag mit Offer
for Naadens Stol!