Dalen sig krymper
sammen til Krog.
Verden slaar op
sin Eventyrbog.
Spilede Øine og Hænder
rettes mod straalende Strænder.
Aa!
Se Havet, blaanende, levende!
Over
– Uendeligheden svævende . . . .
Hav – uden Grænse,
hvad grænser du mod?
Hvor stiger du, Sol,
naar du synker i Blod?
Svaler – hvor hilses l henne,
hver Gang vor Sommer tar Ende?
Hør!
fra Verdensbyerne stiger der
Larm!
Hvad jubler – hvad skriger der?
Her blev saa skygget
i Dalen og trangt,
Øiet i Længsel
drømmende, blankt
hæves fra grundende Pande
dagstøt mod Himmelens Rande,
ser – –
bare Havranden – blød, ubestemmelig,
endeløs
vid – og endeløs hemmelig.