Nu – dersom nogensinde –
er det en Lyst at leve.
Tiderne gavmildt give
altid, hvad haardt de kræve.
Tynges os Tidens Løft,
øges os Aand og Arme;
kun hvor Bølgerne larme,
Lodserne op blir øv't.
Salige er de Øine,
som ser Nutidens Syner,
ned i Skolens og Folkets
laveste Klasser de lyner.
Menneskets Ret og Maal
løftes paa Seklers Skulder;
hvor er nu Hoveri, Hulder,
Bytting og Heksebaal?
Ædle Aander kan tale
sammen fra Verdens Ender;
Dampe og skjulte Strømme
nyttes til Kjæmpehænder.
Stoffets Modstand tar af,
Aandens Herredom øges,
nye Verdener søges
– ogsaa bag Tidens Hav.
Skibet i Storm og Kaver
ofte til Rekken krænger,
slingrer og raadvildt raver,
– fremad dog jævnt det trænger.
Hæder for Fædres Dag,
Fædrenes Tro og Love!
Dog – stod de op, som sove,
fired for os de Flag.
Nu – dersom nogensinde –
er det en Lyst at leve;
Tiderne gavmildt give
altid, hvad haardt de kræve.
Aldrig vel Afgrund var
foran en Fod saa aaben,
aldrig blinked dog Daaben
saa – og Alterets Kar.