Snetykket viger, og Glætterne blaa
sig frem over Aasene liste,
Søndenvindspust mellem Granerne gaa,
saa Snestøvet ryger fra Kviste.
Øiet maa rinde,
men Hjertet maa le,
for nu gjør du blændende
Bakkernes Sne,
velsignede Martssol!
Udenfor tidsnok i alnehøi Fon
Mændene maaged og læmped;
indenfor – knuget af Mørket, vor Aand
trist for Tilværelsen kjæmped.
Øiet maa rinde,
men Hjertet maa le, o. s. v.
Maaneder tre har en Syndflod af Sne
dækt baade Dalen og Aasen,
i fire vi maded selv Meiser og Kræ,
i fem stanger Bukken mod Baasen.
Øiet maa rinde,
men Hjertet maa le, o. s. v.
Tagskavlen siver og Istappers Rad
skyder og blinker i Glansen,
tidligste Forbud paa skydende Blad
og Bækkenes Duren og Dansen.
Øiet maa rinde,
men Hjertet maa le, o. s. v
Knugende Vinter, snart svinder din Ve,
Vaaren har Fod paa din Nakke
Faar bare snefrie Stene vi se,
vil som for Blomster vi takke.
Øiet maa rinde,
men Hjertet maa le,
for nu gjør du blændende
Bakkernes Sne
velsignede Martssol!