Et Menneske – ét i Tvende delt,
og begge Halvdele hele,
begge ét Kjød og begge én Aand,
to Legemer dog og Sjæle.
Naar Vaaren vækkes ved Solens Kys
og jubler Livet imøde,
hun jubler mod ham, hvis Kys har vakt
hendes deiligste Liv af døde.
Naar Somren breder sin Moderving,
og Smaaneb titter blandt Fjære,
han signer hende, som dækker vart
med Hjertedun deres kjære.
Naar Høsten hæver sin Offerkniv
og sparer Intet, den eier,
hun ser bare ham, som ofrer et Liv
i Kamp – og hende sin Seier.
Naar Vintren drysser sin Julesne,
og Birken Rimstjerner fælder,
han – blændes af hendes snehvide Sind,
hvorover Guds Sollys vælder.