Kolven er borte

Men Far staar endnu paa Volden i den kjølige Høstvind. Han kan ikke se ham længer, han kan ikke høre ham længer – – –

saa hæver han Haand og gjør Korsets Tegn over hele den vide Verdensegn,

som lukker sit Laag over Øiestenen, hans yngste Søn, Og saa gaar han ind – ludt og stille –

i Huset, hvor Taushed og Tomhed trykker, hvor Taalmods Taare leder sig Løb

paa Moders Kind. Men tidligt paa Kvelden, ganske alene, staar Blaaros for Fjøsets

korsede Dør, stirrer vemodig og blæser tungt. Budeien forstaar det ikke,

hun løber og lokker, mens spredte i Lien, langsomt luntende Resten rauter.

Aa stakkar – aa stakkar! Kolven er borte af Blaaros' Bjelde.