Ædelt Bryst i idel Brand
for sit Folk og Fædreland:
Baun, naar Blodets Dampe dugged,
Arne-ild, naar Freden vugged
Gudebaaren, ren Lyrik:
barnefreidigt Troesblik
imod Evighedens Strande;
Himmelro paa rene Pande;
Harmeglød i hellig Hu;
Medynk mild med Graad og Gru.
Krydderfriske, lune Skjemt;
ingenting i Rummet glemt
– Himmelrum og Hjerterum.
Livets Hvid og Livets Sum
løftet op til gylden Rang
i hans sommerlyse Sang
Og saa – i hvert Pulsslag Danske.
Danmark, jeg misunder dig ganske.