Den knirker og skurer
den tjærede Grind;
den stanser og vækker –
et drømmende Sind.
Han snur sig og ser
imod Heimen ned,
– – det stiger i Glans
det gamle Sted . . .
Nu kaster han Ungguttens
blyge Skam,
nu ser han dem alle,
da ingen ser ham.
Nu føler han fuldt –
med bævrende Mund –
hvor fastgro'd han er
til Hjemmets Grund.
“Aa du – hvad det koster
at rive sig fra dem –
– – ak, jeg burde sagt,
hvor jeg holder a' dem.
Det dirrer i Hjertets
fineste Strenge – –
– – “jeg kommer igjen
– jeg blir ikke længe.”
Den skriger og skurer
den tjærede Grind
– og lukker sig bag
et higende Sind.