Hjem! Hjem!

Hjem – hjem! Hvor Jædersandenes gule Rande Glorien lægger

om Hjemmets Pande, hvor Lyngbakkens brune Lugg kryber frem, og Kjelden tripper

med Klynk paa Strande, hvor Ringgjæs i Vaag sig knerrende flokker, mens Skarve ytterst

paa Fokstein rokker. Hjem – hjem! Hvor Laxen springer i Os og Elv,

mens Luften dirrer i Straaleskjælv over tusen Vashul, hvor Snepper vade.

Og Duften døser af Porsens Blade, og Myruld vifter, hvidt ifra Stilke,

mer myg om Mindet end Sydens Silke, og Torvstakke mønstrer til Vinterens Krig,

og Sivskoven suser i Vandenes Vig. Og Berg staar bag, i milelange,

blaanende Rækker, saa traust – med Enfold og Hjertelag som Arvesmykker

i Dalens Skrin, hvorover Himlen med Glaslaag dækker med Hjerter rene

som Hodets Lin, med Viljer faste som Fjeldfolks Fødder og seige som Rifternes

Fururødder; aa – ingen Verdensstads Viden tør mod Fjeldets Viljeluft

bære Bør. Hjem – hjem! Og skulde min Skude synke derude,

min Sjæl skal fly som en sværtet Svale med Vemodskvirr imod Hjemmets Dale,

min Sjæl skal stryge langs Hjemmets Rude og bygge tæt under Tageskjæg . . .

og hvile op imod Faders Væg.