Jorden vaagner af Vinterblund,
græder blødt i Gjenfødelsens Stund;
Tidens Fylde er kommen brat,
Helgedag efter mørkest Nat.
Over Krybben paa Jord
alt bygger og boner
Lærkernes Kor
et eneste, milevidt Tag af Toner
og jubler det store Gloria til.
Det er Vaar igjen
– og April.
Rummet aander sin Søndagsbris
saa myg i Maidagens Sølverdis,
spylede Holmer og stenhaard Kyst
svømmer saa blødt som Fuglebryst.
Vibemor øm
om sin Tue tumler,
Bjøller i Bløm
kimer til Orgeldur af Humler,
og Smaalam skriger som Børn mod Daab,
hele Verdenshvælvet
er Haab.
“Hvert Tonefald og hver Straalebræm
bølger med Barneminder frem,
rislende Smaakrus hvert Sekund
over Barndommens kiselstensblanke Bund.
Som Glætter blaa
mellem Skyer bløde
Længslerne staa
en efter en som op af døde.
Jeg er glædes-ør, saa jeg skriger ud
– og saa hjertesyg,
Herre Gud!”