Djærve Drifter drager,
Barnets Tid er talt.
Frihed vinker fager
– Søn, du ved ei alt!
Himlens Gud dig give
aldrig fri at blive
fra hans gode Bud.
Gaa, min Søn, med Gud!
Noget lidt at lære
er ei Livets Med;
men en Mand at være
efter det en ved.
Det blir altid mindre
for et ærligt Indre;
mer – gir mere Kval,
bedst i Enfolds Dal.
Dog – er ren din Pande,
gjør du god Mands Gjærd,
vind kun Lys og Lande,
sving kun Friheds Sværd.
Mangen dog det baaret
har, som Banesaaret
fik af Sværd, han svang.
Gaa med Gud din Gang!
Cellelaas og Lænker
lukker Synden i;
lad i Last sig bænker
Trælle kun, ei fri.
Virk! Med Aand og Næver!
Gavn! Hvert Liv som lever!
Slut hver Kvæld med Bøn!
Gaa med Gud, min Sæn!