Som en Fader forbarmer sig
over sin Søn,
saa forbarmer sig Herren
paa Synderens Bøn.
Han kommer ihu,
at vi bare er Støv,
et faldende Løv,
et Pulsslag, en Aande!
Alt Fadernavn stammer
fra Himmelen af,
som Straaler fra Solen,
som Bølger fra Hav.
Et Sandkorn – mod Klioden,
ja Klodernes Hær,
vor Kjærlighed lignet
med Skaberens er.
“Dersom l, som er onde,
kan tilgi' og gi,
saa burde min Evne
for Tvilen gaa fri.
Jeg møder, jeg favner
hver Sjæl, som var tabt,
skulde jeg være mindre
end de, jeg har skabt?
Mine Børn –I er Mennesker,
jeg – Eders Gud!
Fra mig strømmer Kjærligheds
kilderne ud.
Hvad er de smaa Draaber,
som nedad sig brød,
mod Skyhimlens Skjød,
hvori Jordkuglen hviler?
Kom kun, Synder, som fredløs vanker,
solgt i Synd – i Smuds og Smerte.
Slip kun Frygtens og Tvilens Tanker,
lad mig trykke dig til Hjertel
I er Børn jo – og jeg er Fader,
aldrig nogen sit Kjød dog hader.
Intet vender min Vilje om,
kom, kom, kom!
Jordens Øer og Verdens Ender,
se – jeg udbreder mine Hænder!
Haabløse – Landene, Tiderne om –
Skam for Synden og Frygt for Dom,
kom, kom, kom!
Intet – intet
vender min Vilje om!”
Gud Herren har talt.