Et Menneske

Et Menneske – en Funke fra Evighedens IId, en Straale fra Solens lyssitrende Spil.

Et Menneske – en Verden med Tankers Stjernehær, med Viljens Skaberfinger og Lidenskabers Veir.

Et Menneske – et Forsyn, som ved nervefine Bud sin lille Verden styrer som den store Verden Gud –

en Natduggens Draabe i dirrende Skjælv, som speiler, mens den hænger, den hele Himmels Hvælv.

Guds største Skabertanke i Skjønheds Mesterform, som speiler dog nedad baade Spindelvæv og Orm.

Et Menneske snart høvdinghøi, snart en forkrøblet Træl, ræd for Herren, ræd for Straf, i Enrum ræd sig selv.

En Haand, snart kold og lukket, snart af Hjerteblod varm, et Øie, tændt af Kjærlighed, men brændt af Had og Harm;

et Bryst, hvor halvt en Engels, halvt Dyrets Drifter bor, en Pande, som tviler, og et Hjerte, som tror.

“Et Menneske” – Guds Billed, i Sandet hans Spor; en Perle – og en Taare, mellem Himmel og Jord,

i Løn af Himlen runden, i Lys tilbagekaldt; et Menneske – en Gaade, et Intet – et Alt!