Barnets Navn er jeg ikke værd,
Barnets Lykke des mindre,
Hjemmet dog maa jeg liste nær,
– det kun min Længsel kan lindre –
speide ærligt som Gaardens Hund,
speide spændt efter Sted og Stund,
om jeg ei lidt kunde glæde,
gjøre – om aldrig saa lidt – for hver,
bære til Arnen en Pinde,
eller om nogen er ei mer
frede et dyrebart Minde.
Ødet jeg har – jeg ved – mit Pund,
lidt turde Hjerte, Haand og Mund
dog nok med Guds Hjælp vinde.