Nej – nu er jeg lei af alt vrøvl og tøv,
champagne og vin og taler,
nu vil jeg ud under somrens løv
til alle de slumrende svaler.
Nu vil jeg ud til de blomster smaa
med duggens perler i hænde.
Og saa vil jeg kysse to øine blaa,
mens alle de stjerner brænde.
Og saa vil jeg stryge et dystert haar,
saa vide fra sorgens lande,
og flette en krans af hvert mindes vaar
og binde den om hendes pande.
Og saa vil jeg legge mit hoved tæt
op til de svulmende barme.
Og saa vil jeg løfte dig fin og let
og vugge dig i mine arme.
Naar saa han kommer, den blege død,
med al sin graatende jammer,
jeg gjemmer dig under en kaabe rød
af morgenglødende flammer!