Nu – mens maaneskinnet bygger
stolte slotte i mit indre,
ser jeg kun dit billed tindre
blegt imellem dødens skygger.
Og jeg ser de store øine
pege mod en nyskabt verden –
den jeg ofrer al min færden
midt i døgnets lumpne løgne.
De har narret mig, de andre,
kastet slør om selve livet,
derfor har det graat mig givet,
derfor maa jeg ensom vandre.
Men du jubled livet mod mig,
pegte smilende paa døden,
og du bad mig elske gløden
i mig selv, – se, da forstod jeg, –
da forstod jeg, at jeg maatte
leve for et helligt virke,
høine over mig en kirke,
bygge kaldet stolte slotte.
Slotte ja! med gavl og tinde!
– Selv om jeg bli'r læns paa kroppen,
kaldets flag skal op paa toppen,
deri navnet af en kvinde! –
– Derfor gaar jeg om og fryser,
sønderriver mine klæder,
vandrer nøgen til min hæder
veien, som dit øie lyser.