Ouverture

Der lyser linjer – brudte linjer, skarpest, hvor jeg saa dem fødes, blodigrøde, der de synker, hvidere, hvor himlen møder

med skjær af blaat. Jeg stirrer mod dem som imod en skjæbne, et ufødt enten-eller.

De har sin vei Men hvor de svinder, jeg ser imod et solland, skabt af drømme,

baaret lysklædt af en ukjendt magt, – den magt, som gi'r os lyset. Jeg er flygtet – flygtet fra dem alle, mennesker, huser, alt og alle.

Det blev for trangt – for lidet hvælvet; jeg sank deri, – var næsten bli't der, hvis ikke angstens raab fra sjælen bød mig at stige, løfte mig

og viske dynnet af min klædning. Jeg gjorde saa. Nu sidder jeg alene i denne syndesvangre café og ønsker mig en strime hjemland,

en jordklump blot – saa stor, at jeg den kunde trykke i angrens vanvid til de blege læber og dryppe draaber i den

af det blod, min Moder gav migl Thi livet er det samme overalt, dets pulse slaar de samme slag, omend de slaar i større lemmer,

og himlen blaaner samme haab, og blodet rødner samme drøm: det liv at dø ifra den sidste længsel med kyssets søde fugtighed paa læben.

– – Og livet ruller, støier, sammer som vaarflom under isens tag. En afklædt sjæl i dette mylder vil hvine som en dødsdømt dissonans!

Og disse ansigterl Den samme glæde, den samme vellyst og den samme angstl Aa, var der blot et sted paa jorden, hvor ingen mennesker er, men bare guder,

hvor jord og himmel smelter sammen i den samme linjes brydning! – – – Her summer stemmer, og her støier latter,

og røgen stiger blaalig under loftet. Jeg damper selv – damper som en vild, vanvittig, og røgen skjuler mig i bløde bølger. Men gjennem sløret skimter jeg et ansigt,

to brune øine og et viltert haar, to røde læber, som er rakt imod mig; – det daarer og gi'r trange pust. Jeg tvinger det tilbage.

Det blegner langsomt, og mod mig griner der et rynket ansigt, som dog er ungt af nuets glød, men hæsligt – aa – saa hæsligt for en hjemløs!

Jeg kunde spytte paa det! Men jeg tør det ikke. Jeg bøier mig og kysser det med haanden paa mit hjerte;

thi dette ansigt det er livets ansigt. – – Men røgen tætner; – her bli'r stille om mig, – aa – sa stille om mig. Og alting synker – tanken med;

tilslut jeg ser mig i en solgul ørken. Den svage summen er kun blodets rislen . . . .