Her er saa stilt i natten og saa svalt,
jeg hører bare telefonens summen
og svage suk ifra den frosne jord
og bange slag af mit forpinte hjerte.
Jeg vandrer ensom paa de lange veie,
hvor poppelfingre spriker som til bøn.
Jeg vandrer ensom – langt ifra mig selv –
og stirrer paa et drømmesvangert mørke.
– Da hyler der en hund dybt indi nattens mulm,
et sælsomt hyl, som brast dens stemme med det samme.
Jeg krymper mig i syndens rædsel:
Nu fløi en sjæl ifra sit livsens legem.
Hvem var den trettende tilbords?
Hvor fløi han hen i nattens øde? –
Skal tro, han svæver mellem jord og himmel?
Skal tro, han evig gaar sig selv imøde?