Maanelys nat.
Skyerne glider i rindende rythmer,
stille i krat,
kun bækken risler og risler . . .
Længsel, du mægtige!
toner du flag
mod den lyse dag?
eller favner du varm
den svulmende barm,
som natten steilende hvælver?
Ja. Jeg kjender, du stiger,
Stiger, stiger . . .
og jeg føler, du favner den,
sanselig favner den
– svarte natten!
Og jeg sidder her ensom,
mens bækken risler,
og skyerne glider,
og længselen stiger,
stiger, stiger . . .
Men stilheden vil ikke kjendes ved mig.
Den ser saa underlig ængstelig paa mig
med store, sorte, dragende øjne,
– gode som barnets
og blanke som skjøgens.
Og granerne staar der,
mørke og stive,
og tier.
Og krattet sover.
Og lynget, jeg ligger i,
spraker og fænger
og griber med tynde, skjælvende fingre . . .
Ingen vil kjende mig,
ingen vil huse mig;
men over mit hoved
staar der en stjerne,
som brænder – og brænder – – –