Mig fristed en billedskjøn kvinde,
hvis lige ej fandtes paa jord.
Ved barmen hun gjemte mig inde
og fødte mig ny og stor.
Jeg gik paa de vide veie;
hun tren for mit aasyn frem.
Hun havde redt os et leie
i drømmenes lune hjem.
Hun havde redt os et leie
i somrens lyse krat.
Der tog jeg hende til egte
en maanehvid juninat.
– Da dufted de roser saa sødt,
da sang alle fugle i dale,
da vugged min sjæl sig ind
i himmerigs blanke sale.