Ja, jeg elsker dig, du kjære!
Lad mig si' det atter, atter,
elsker dine fløilsøine
og din hedningglade latter.
Og jeg kunde hos dig sidde,
se paa dig som et vidunder,
stirre vildt og stirre stille,
indtil dagene gaar under.
Og jeg kunde vandre med dig
ud i verdens tomme øde;
og jeg kunde livsrust storme,
syngende vor død imøde.
Og jeg kunde ensom vanke
om i mindets lukte have,
gjemme mine synderøine,
være livets ring'ste slave.
Ja. Jeg elsker dig, du kjære!
Al min livstørst har du stillet.
Og jeg synker ned og tilbe'r
dig – mit livs madonnabilled.