En dødstræt palme skygger mig
for ørknens sol, den hede.
– Og ikke er jeg konge end,
ei heller tør jeg bede.
Jeg er saa træt af nuets rus
som denne stakkels palme;
den nynner paa et kjedsomt vers,
jeg tror, det er en salme.
Jeg venter paa den store dag,
den store dag, som kommer
med død og helved – lys og sol
og verdensfryd og sommer.
Jeg venter paa den store dag,
der vælter hele greien,
der ruller som en stormflod frem
og vasker hele veien.
– – Men hos mig staar den hvide Christ
med tornekrans om panden;
den store dag faar jeg hans krans,
– det har jeg hørt af fanden.