Rolig, sjæl! det gaar nok over,
smerten tynger for en stund,
bare – mens din lysalf sover,
kysser den din friske mund.
Ved du ei, at solens straaler
har sin varme nu som før.
Glæden har saa rappe saaler,
kommer, naar din længsel dør.
Stir mod himlen, sjæl! – der ser du,
tusind stjerner blinker ned.
Og da jubler du, og ler du;
thi da ser du hende med.
Ja – du ser de glade øine
og de lykkelyse smil.
“Nei, o nei, de stjerneløgne
gi'r mig tusind bange tvil.”
– Blodet banker, bruser, syder,
verden gaar sin vante gang.
Og i ensomheden lyder
smertens store, stille sang.