Dit natsorte haar er som skabt til at kvæle,
at binde og daare i nydelsens rus.
Dine fyldige læber som til for at stjæle
brændende elskov af glødende krus.
Din stemme har klang kun for angsthede ord
til en eneste en paa den sollyse jord.
Hvisk det med kildrende glød i mit øre,
hvisk det, elskte, hvad helst du vil gjøre.
– – Du tier? Du tier – med lukkede laag?
Du bæver og suger; – o, hvisk mig det dog!
Og munden dirrer? – – Ja – jeg skal være stille.
Nu ved jeg, elskte, hvad helst du vilde . . .
– – –
– Maa jeg lægge mit hoved her ned paa din barm?
saa slynger du om det din myge arm.
Og medens det lammer og zitrer og brænder,
kvæler vi dyden med skjælvende hænder!
Forstanden vi kyler til helvede væk!
De andre kan klæ' sig i aske og sæk
og satan i vellysten mane!
Naar du elsker, elsker, elsker mig blot,
bygger vi galskabens kongeslot,
min vilde, kneisende svane!