Møllens vinger er stanset, suser ei længer, slappe de hænger og venter paa søvn.
Jeg staar under og ser ud i natten, kan ikke finde dit deilige ansigt, ser kun en kraake, som nattesort løfter sig, skriger og synker – –
Møllens vinger tier. Men i natten lyder den store klokke, og over de brede, øde marker vandrer det store tog.
Jeg trykker mig tæt ind til møllens planker, stum af fortvilelse, stille af rædsel, kan ikke finde dine hvide tanker. Gjennem natten vandrer det store tog.
Jeg hører ei skridt, jeg hører ei tale, hører kun dumpe, langlige slag og ser kun de sorte, bedrøvede øine, som drager forbi.
Foran gaar døden med den store klokke. Hans kappe er sort, og han har ingen øine, og ljaaen slæber gnislende efter og graver en fure i markens jord.
Efter den maa de vandre, ei skrig – ei ord, stille, stille – barn med sin mor, søster og bror, –
husbond og hustru, prest og klokker, fattighuslemmer og tugthusfanger, digter og maler, musiker, sanger, ung og gammel – –
– sorte, tause, bedrøvede øine. Jeg hører kun slag af den store klokke og ljaaens gnislende, rislende lyd – – Over verden suser de store vinde,
men naar ei møllen. Fra ukjendte kloder hvisker og tisker puslende tanker og ængstende drømme, drømme, som stiger, naar sukkene stilner,
drømme, som stiger, naar rædslerne glider – syge efter lykke – hemmelig hviskende ind over taarernes regnbueglans. Fremtidens natdunkle skygger sænker sig.
Fortidens angstblege, skidne ansigt tegner sig skarpt gjennem nutidens taager, syner mig hudens bleggule linjer, syner mig haaret, svedperlet, slangeblankt,
syner mig bare det hvide af øiet – Jesus, Jesus, fremtidens Herre! led mig til Jordans hellige flod, bad mig, bad mig i snehvide bølger,
toe mine hænder i rosenbladblod! – – – Gjennem natten lyder den store klokke. Gjennem natten vandrer det store tog,
sorte, tause, bedrøvede øine. – – Den sidste i rækken jeg frysende kjender, skjønt jeg ser intet hoved, ser ingen hænder, ser bare kappen, som svinger og svinger – –
Jeg trykker mig tæt ind til møllens planker, kan ikke finde dine hvide tanker.
Cookies on Poetry Cove