Wartburg

1 Jagtsang. Hvaa suser saa vildt gjennem Skoglien grøn under vuggende Graner og viftende Løn? ‒ Det lokker og kalder,

det jubler og gjalder, det ljomer og klinger ‒ fra halsende Hunde og hærdede Bringer. Det samles, det stiger, det stryger forbi:

“Halo og hali!” Det er Ludvig, den lystige “Springer”, som jager i Lund og i Li. Men yderst paa Fjeldkammens styrtende Rand

der holder den Greve vel Gangeren an og stirrer udover paa Landet, som sover i Vaargryets Glæde

med Sol over blaanende Aaser dernede, med smilende Byer, med duftende Li: “Halo og hali! Du mit deilige Thüringerlande!

Bi Bjerg! til min Borg skal du bli!” 2 Ballade. I Fyrstesalen paa Wartburg sad høit under Silketjæld

den vældige Barbarossa en dæmrende Sommerkveld. Af Fad og Tønde Klaretten sprang, og Hallen drønned af Sang og Klang,

og Hornene lød saa vide udover den lyse Vang. Da blev det med ét saa stille, saa tyst i den store Sal.

Høit løfted den gamle Keiser den skinnende Guldpokal: “Dit Wartburg glæder forsandt min Sjæl, Pokalen løfter jeg, fuld og hel,

og drikker den ud, Hr. Greve, for Thüringens Kronjuvel! Dog, før jeg tilbunds den stikker, Hr. Svoger, du svare mig:

Hvi værner du dog saa ilde om Borgen, du reiste dig? Med Ægdelstenens det klare Skin saa lyser Wartburg fra løvklædt Tind:

men Muren! ‒ hvor har du Mauren, som fatter Juvelen ind?” ‒ Og det var den stolte Greve, da svor han en Ed saa dyr:

“Det lover jeg, høie Herre, imorgen, før Dagen gryr, før Nattergalen fra Lindegren lar Sangen hvirvle sig, lys og ren,

skal Murene færdig stande om Thiiringens Ædelsten !” ‒ Da Solen i Østerlide forgyldte hver Tind og Top,

da vaagned den gamle Keiser og lukked et Vindu op og saa udover i Morgenglød, mens Fuglesangen i Lunde lød,

og studsed og for tilbage og hvisked: “Guds dyre Død!” Thi dybt under Taarn og Tinde, paa Klipperne nær og fjern

der drog sig i lange Linier en skinnende Mur af Jern. Og Skjold ved Skjolde og Spær ved Spær. en Skog af trodsige Lansetrær,

en blinkende Vold af Brynjer ‒ stod Thiiringens tapre Hær. Da smilte den gamle Keiser og hilste med Haand og Mund:

“Tillykke! tillykke, Svoger! Godt muret i Nattens Stund! Gud gi Jer altid en Mur som den af tapre Svende med Sværd ved Lænd!

Gud give, det stolte Wartburg aldrig maa savne ‒ Mænd!” ‒ 3 ”Sangerkampen". Nynnende Kor af

Nattergale, Vaarvind blæser dertil Skalmei. Alle de Blomster smaa i Dale

nikker og ler og neier sig. Svalen den bærer saa høilydt Bud: Tandaradei! Nu er det Vaar i Thüringen”.

Hyllet i Fløil og Silke sidder fagre Kvinder i Hundred Tal, Side om Side

Skald og Ridder samlet i Wartburgs Sangerhal. Hornene melder fra Dal til Dal: “Nu er det Fest paa Wartburg!”

Høit under Hvælvet troner Skaren, Sangerskaren i festlig Ring. Hænderne rører

let Guitaren, Øinene vandrer frit omkring. Bølgende Barme, blussende Kind, tindrende Smil bag Vifte.

Flagrende Haab og lyse Drømme, Elskovs Længsel og Elskovs Lyst stiger i klare

Tonestrømme, straalende Walter, fra dit Bryst. Hundrede Stemmer, Nattergal, jubler dig høit imøde.

Vældig som Storm i Egekrone, dyb som Sangen i “Parzival”, bruser din ædle

Sangertone Wolfram, gjennem den høie Hal. Undrende lytter hvert Sind dertil. stanser hver Fugl sin Trille.

Nynnende Kor af Nattergale, Vaarvind fløiter med Fryd dertil. Alle de Skalde

rundt i Dale løfter sin Røst til Sang og Spil. Svalen den bærer saa høilydt Bud: “Tandaradei!

Nu er det Fest paa Wartburg”. 4 “Saa dunkles det i Dale”. Saa dunkles det i Dale, saa tysner det om Gren,

saa spredes dine Skalde, o Wartburg, en for en. Hvi ruger dine Taarne saa stille, saa forladt? ‒

Hvad drømmer du den dybe, den dunkle Stjernenat? Da Tidens Storme suste, da Livets Hærskrig steg,

da alle Stier stængtes, da taug den glade Leg, da tømtes dine Bale; den Kamp, hvis Toner klang,

den Kamp, den vindes ikke til Strengeleg og Sang. I Tvil og saare Tanker sad Tidens trætte Mænd,

og Spørgsmaal steg og stilned og steg og sank igjen. Hvem tændte Haabets Bauner? ‒ Hvem bragte Dagens Bud? ‒

I Mismod og i Vaande gik Seklets Alder ud. Saa dunkles det i Dale, saa tysner det om Gren,

saa spredes dine Skalde, o Wartburg, en for en. Hvi ruger dine Taarne saa stille, saa forladt?

Hvad drømmer du den dybe, den dunkle Stjernenat? 5 Martin Luther. Hvad tændes paa Wartburgs Tinde

et Lys i den dunkle Nat? ‒ Hvem holder saa sent derinde sin ensomme Nattevagt? ‒ Vidste du Borg, hvem din Vægter er,

vidste du Borg, hvor din Dag er nær, ‒ ud mod det rødmende Morgenskjær sang du med Vaarens Vinde. Derinde bag Cellens Stene

der vaager dit Morgenbud, der brydes en Mand alene, der brydes en Mand med ‒ Gud. Vidste du Borg, hvor hans Bønner steg,

vidste du Borg, hvor hans Hjerte skreg, vist i den gryende Dæmring bleg skalv dine gamle Stene. Fra Redet saa lystig smutter

den Lærke til Sang og Spil. Da smiler han lyst og slutter og lukker sin Bibel til. Glæde dig Gud, du gamle Borg!

Dagen er oppe, og slukt din Sorg. Herren vor Gud, saa fast en Borg, sendte dig ‒ Martin Luther. 6 Studentermarsch.

O Eisenach, du gamle Stad, i Skogens Skygger sorte, vaagn op! vaagn op! en talløs Hær staar ind ad dine Porte.

Til Paukers Klang, til Sang og Kvad, med Flag ved Flag og Rad i Rad, al Tysklands Haab, du gamle Stad, staar ind ad dine Porte!

Hvad bruser vel fra Mand til Mand paa Sangens sterke Vinger? ‒ “Et frit, et enigt Fædreland, saa langt som Sproget klinger!

Fra Neckar og til Memels Strand, fra Alperne til Riigens Sand et frit, et enigt Fædreland, saa langt som Sproget klinger!” ‒

I Silke klædt fra Top til Rod staar Lind og Bjerk og skinner, og Aspen hilser rød som Blod fra alle sorte Tinder.

Men høit imod det klare Blaa der stiger Wartburgs Mure graa, der stiger Wartburg mod det Blaa med sine dyre Minder!

Sving ind! sving ind, o Ungdomshær! til Luthers stille Kammer! Alt er den store Høvding nær, som ener Tysklands Stammer.

Til Paukers og Trompeters Klang. til Slagets Torden ved Sedan, skal Keiserkronen vel engang gaa frem af Blod og Flammer!

7 Wartburg! Wartburg! Wartburg! Wartburg! hil dig høie. lyse Borg bag Lindegren! Du er Fædrelandets Hjerte,

du er Tysklands Ædelsten! I din Mur har svundne Tider ristet sine Runer ind. Fædrelandets Aande suser

blødt og hjemlig om din Tind. Wartburg! Wartburg! Sangersæde, Luthers høie Talerstol! Du er Fædrelandets Hjerte,

du er Frihedens Symbol! Slegter dør, og Slegter fødes, ‒ sænkes tyst i Muld igjen, ‒ aldrig skal du mangle Mure,

aldrig Tyskland mangle Mænd! ‒