Mor Hubro, Mor Hubro
gad vide hun,
om Morgenstund har Guld i Mund, ‒
saa røg hun lukt i Lyset
med Briller paa og Kyse
en solblank Morgenstund.
Mor Hubro, Mor Hubro
af Lyset fuld
i Bjerketop hun dat omkuld.
Mens Vintersolen lyste,
der sad hun stiv og myste
og myste efter Guld.
Men Guldet, men Guldet
laa rundt i Ring
paa Sneens Teppe strød omkring,
paa Skog og Snar og Nue;
men tænk! den gamle Frue
saa ingen Verdens Ting!
For Hubro, Mor Hubro
er øiensvag
og liker ei den lyse Dag.
Saa tog hun til at skule:
“Min gode gamle Hule ‒
hvor er den vel paa Lag?”
Da kom der, da kom der
en Spurv: kvivit!
fløi ende paa og grøssed lidt;
saa skreg han som fra Vettet:
“Mor Hubro i sin Hætte!
Hei! alle Mand kom hid!”
Og Meisen og Spetten
og Trosten graa
lod sporenstregs sin Frokost staa,
og Rypa fin og Røien
de vaagned op ved Støien
og skvatred: “Hvad staar paa!” ‒
Saa kom de, saa kom de
fra Syd og Nord
og flaksed rundt om gamle Mor.
Men hun sad stiv og rugged
med løftet Klo og hugged
og mælte ei et Ord.
“Mor Hubro! Mor Hubro!
saa pen du er!” ‒
“Hvad koster vel den Kysen der?” ‒
“Mor Hubro høit paa Kvisten,
kom! skal vi lege “Sidsten”!”
“Se her!” “nei der!” “nei her!” ‒
Mor Hubro, Mor Hubro
gad vide hun,
om Morgenstund har Guld i Mund.
Til Guldet saa hun lidet;
men “Sidsten” kan du vide,
ja, Sidsten lærte hun! ‒