Nu lukt er dit Øie, din Lampe gaat ud,
du graanede Forsker, du kjære.
Fra Oven er kommen et løsende Bud
med Vaarens de vingede Hære.
Nu løves din Vaar,
nu helt du forstaar,
hvad her du har stykkevis fundet.
I Ungdommens Morgen med Sorg over Brøst,
til Templet du aarle blev dreven.
Der fanged dit Øie den “lsraels Trøst”.
af Sanger og Seer omskreven.
Da vidste du glad:
fra Nazarets Stad ‒
der maatte vel Trøsteren komme.
Saa løfted du Barnet paa Armen og bar
ham frem i dit Liv og din Tale,
og Ordet, det dybe, tog Vinger og skar
sig ind i de ensomme Dale.
Og Salmernes Trøst,
Profeternes Røst
lød klart i de fattige Fjorde.
Thi varm var din Tale, et levende Sprog,
beaandet af Gud i det Høie,
og midt i din Lærdom laa lysende dog
det barnlige Smil i dit Øie.
Ja, Munken den graa
i Klosterets Vraa
han lysnede glad ved dit Komme.
Og det var din Lære, du talte den ud
saa tidt, saa bevæget og stille :
Den enkelte har kun Betydning for Gud,
for ham, som er Kjærligheds Kilde.
Se! derfor du gik
med sænkede Blik
sagtmodig din Vei gjennem Verden.
Og nu er du borte. Din Lampe gaat ud
saa nær under Paaskedagsmorgen.
Nu staar du i Lys og i Glæde hos Gud,
og vi staar tilbage i Sorgen
og hvisker endnu
med Vemod i Hu:
Velsignet dit Minde, du kjære!