Saa møder atter de kjendte Drag,
de fine Linier vort Øie;
det er, som hørte vi grant idag
den Røst, vi mindes saa nøie.
Din Røst! Ak nei! Kun Høstens Mund,
som hvisker stilt i Grenen,
og dødt og sluknet stirrer kum
dit Blik fra Mindestenen.
Og dog dog lever du jo endnu
og lyser varmt i vort Minde,
dit milde Lune, din noble Hu
staar end som meislet derinde.
En Tanke, klar som Kildens Væld,
en Mand ‒ i Liv og Tale, ‒
som intet fordred for sig selv,
men Alt for Idealet.
Da Stridens Døn i vort unge Folk
vel langt om længe var stilnet,
da tog du Ordet, en Fredens Tolk,
af Digtersynerne ildnet.
Os se! for Dagens unge Vind
da maatte Taagen falde:
Den første Morgensol faldt ind
paa Dimringstidens Skalde.
Saa gik du stille med lune Fjed
i Skolens fredlyse Sale
og strødde venlig den Aandens Sæd,
som nu bær Frugt over Dale.
Saa vandred du din stille Gang
i Rydningstider haarde,
en Adelsmand af gammel Rang
med sleben Ridderkaarde.
Der er i Verden saa meget Stort,
som dog maa blegne og briste.
men et gaar frelst gjennem Dødens Port:
et trofast Sind til det sidste.
Og derfor klart bag Dødens Hav
din lyse Fakkel brænder;
thi du var trofast til din Grav
mod Ungdomssyn og Venner.