Nu kimer de tusind Klokker
igjen over Bygd og By,
og stille ved Midnatstider
gaar Kloden sin Gang paany.
En Verden af Jubel og Taarer,
af Længsler og Løfter ombord ‒
saa suser i Solhavets Baarer
den fremad, den gamle Jord.
Men den, der i Stilhed lytter
til Sekelets Symfoni,
han griber vel Grundakkorden,
det dybeste Drag deri.
Og Løfter og lokkende Voner
vil naa ham med skurrende Laat,
og Jubelens larmende Toner
vil dæmpes af lydløs Graad.
Den farende Klode synger
i Sfærernes lyse Kor,
men Sekelets Dekadenter
de seiler med Lig ombord,
de søger og sokner saa vide
omkring i det dunkle Rum,
men Kundskaben føder kun Kvide,
og Forskerens Læbe er stum.
Hvad volder det tunge Mismod,
den sygnende Armodsdom? ‒
Se Tellus, den trauste Seiler
har Solen at kredse om;
har hist i det blaanende Fjerne
et Maal for sin dybe Lyst,
tar Ild fra en vældig Stjerne,
tar Lys fra en dagklar Kyst.
Men Slegten, hvor skarpt den speider
omkring i det vide Væld,
den ser ingen Sol derude,
saa kredser den om ‒ sig selv,
og hyller sig stolt ‒ den arme! ‒
i “Evolutionens” Skrud.
til Bod for den levende Varme,
den ene kan faa fra ‒ Gud.